Lyngby får nej til stadionstøtte

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Lyngby FCs hårdnakkede kamp for at fortsætte som en fultidsprofessionel superliga-klub tog i går atter en negativ retning. Samtaler mellem Lyngby FC-ejer Jørn Terkelsen og Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester, Karl Aage Ørnskov, viste sig mere besværlige end forventet for Lyngby. Efter at et flertal i Lyngby-Taarbæk Kommunes kommunalbestyrelse sidste torsdag nedstemte et forslag fra Venstre om at støtte Lyngby med op til 10 millioner kroner, havde de fleste forkastet kommunen som redningsplanke for klubben. Men Jørn Terkelsen mødte positiv frem til gårsdagens møde med borgmesteren med disse ord: »Hvis kommunen vil bygge bro og investere de 10 millioner, så vi kan få nogle bedre faciliteter, vil jeg gerne selv betale for at Lyngby kan køre videre. Men der er fandens til forskel på om kommunen skubber lidt til tingene hver gang, eller om de låser døren«, sagde Terkelsen og åbnede dermed mulighed for, at han selv kunne skyde penge ind i klubben for at dække spillerlønninger for august. Lyngby-borgmester borgmester Kai Aage Ørnskov (K) var efter mødet meget fåmælt, men lukkede alligevel foreløbig døren til en udbygning af Lyngby Stadion. »Vi har diskuteret en eventuel modernisering af Lyngby Stadion. Jeg ved ikke, om det kan redde LFC, men det kan i hvert fald give klubben bedre eksistensmuligheder. Men problemet er, at kommunallovgivningen giver nogle begrænsninger for kommunen«, sagde Kai Aage Ørnskov til Politiken. Han understregede desuden, at den endelige beslutning om støtte til en stadion-modernisering skal træffes på det næste møde i kommunalbestyrelsen 5. september. Den samme bestyrelse som i sidste uge forkastede planerne, fordi man ifølge kommunallovgivningen ikke må støtte private virksomheder. Jørn Terkelsen var efter mødet meget skuffet, men han vil stadig kæmpe for at overbevise politikerne, at de skal støtte Lyngby. »Skal man dømme efter Kai Aage Ørnskovs udsagn i dag, er der ingen muligheder for støtte. Han hænger sin hat på, at dette ikke er lovligt, men det vil jeg skyde ned fredag«, sagde Jørn Terkelsen til Ritzau efter mødet. Terkelsen vil i dag sammen med sin advokat Mogens Heide-Jørgensen sende en skrivelse ud til samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen, der skal overbevise dem om lovligheden i planerne. »Skrivelsen redegør for, hvordan kommunen lovligt kan være med på et brobyggerprojekt, der fører til en udvidelse af stadion, som på sigt vil bringe investeringen tilbage til kommunen. Nu viser jeg dem vejen, så må vi se om de har viljen«. Grahn til Norge Der er ingen tvivl om, at kommunal vilje kan forlænge Lyngbys levetid i Danmarks bedste fodboldrække. For selv om Lyngby i går solgte det svenske stjerneskud Tobias Grahn til den norske klub Vålerenga, giver salget kun kortvarigt kunstig åndedræt til den nordsjællandske klub. »Dette salg kommer på et meget tiltrængt tidspunkt - det er helt sikkert. Vi behøver de penge som salget giver. Men det er ingen garanti for at Lyngby FC dermed er reddet og at spillerne kan få deres løn i morgen (i dag, red.), bare fordi vi har solgt en spiller«, siger administrerende direktør i Lyngby FC Peter Packness. I dag er det lønningsdag for Lyngbys spillere, som tidligere over for Politiken har givet udtryk for, at hvis de ingen løn får, vil de søge til andre klubber. Men hvis Terkelsen ikke får opbakning til sine planer, han vil fremlægge i dag, fra kommunalbestyrelsen, vil han højst sandsynlig ikke lægge penge på bordet til lønninger. »Jeg ved, at der er spillere, der allerede har fået henvendelser fra andre klubber. Men vi håber selvfølgelig til det sidste på en løsning, og indtil det modsatte er bevist, så tror vi stadig på, at vi får løn i dag«, siger Lyngby-spiller Martin Birn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her