AGF har kniven for struben

Lyt til artiklen

AGF har i efteråret fået sin ringeste sæsonstart, siden betalt fodbold blev indført her til lands for 23 år siden. Inden gårsdagens opgør mod AB lå århusianerne således sidst i Superligaen med bare ét point efter fem kampe. Hvad værre er, så har AGF trods hidsig aktivitet ikke haft held til at finde en ny mæcen, efter at de hidtidige hovedsponsorer Opel og Bauhaus 1. juli trak følehornene til sig. »Vi leder stadig efter en hovedsponsor, men der kan ikke sættes nogen tidshorisont på, hvornår en sådan er fundet. Det tager nu engang den tid, det tager«, siger AGFs direktør Michael Hyldgaard. I den forløbne uge ansatte klubben pr. 1. november sin tidligere forsvarsspiller Bjørn Kristensen i en rolle som salgs- og marketingchef netop med henblik på at få tag i en hovedsponsor. Om den gamle landsholdspiller overhovedet når at tiltræde i sit nye job, er imidlertid tvivlsomt al den stund, at kilder i det jyske nu åbent taler om, at AGFs pengekasse, hvor der i forvejen er god plads mellem skillingerne, er helt tom inden årets udgang. AGFs økonomiske tømmermænd forværres af, at tilskuerne i sjælden grad er blevet væk fra holdets hjemmekampe i den nyrestaurerede Aarhus Idrætspark. Selv om bestyrelsen inden sæsonen kalkulerede »forsigtigt« med et snit på 6.000 besøgende, må det konstateres, at tælleapparaterne ikke er blevet slidt rundskæve i efteråret. Efter tre kampe hjemme ligger gennemsnittet nemlig et stykke under 4.000 betalende gæster. Hvad angår en forestående konkurs, siger Michael Hyldgaard: »Det er ikke sådan, jeg ser det. Heller ikke med den ringe tilskuertilstrømning. Selv med et snit på 6.000 udgør indtægterne herfra trods alt stadig under 25 procent af omsætningen«. Et liv på lånegarantier Indtil videre tumler den 121-årige traditionsklub, som har fem mesterskabspokaler i trofæsamlingen, usikkert fremad, kun støttet af lånegarantier på i alt fire millioner kroner fra en halv snes lokale virksomheder med Århus Oliefabrik og Unibank i spidsen. Disse garantier kom med besvær i hus i marts, efter at AGF havde præsenteret et minus i årsregnskabet på hele 10 millioner kroner. Med sikkerheden for ansvarlig lånekapital levede klubben akkurat op til DBUs krav om, at 25 procent af den samlede lønsum skal figurere i AGF Kontraktfodbold A/S' egenkapital. Det forhindrede dog ikke, at klubben omgående røg på Københavns Fondsbørs' såkaldte observationsliste over usikre aktieselskaber. Og da lånegarantierne udløber til nytår, har AGF-ledelsen ikke just fået carte blanche til at sidde med hænderne i skødet. »Én ting er, at vi skal have fundet en ny hovedsponsor. Noget andet er, at vi skal arbejde hårdt på at få tilført noget kapital. Garantierne i marts sikrede, at vi overhovedet kunne køre videre. Samtidig fik vi et pusterum til at strikke en mere holdbar løsning sammen«, siger AGFs bestyrelsesformand Erik Meineche Schmidt. Hvordan det konkret går med at finde investorer, ønsker formanden dog ikke at uddybe, ligesom han nødigt udtaler sig om en eventuel konkurs. »Disse ting kan jeg af børsetiske grunde ikke kommentere«, forklarer Erik Meineche Schmidt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her