Politiken onsdag: Når Dansk Amatør Bokse Union på søndag afvikler sit repræsentantskabsmøde i Odense, markeres samtidig afslutningen på en 14 år lang epoke med Eigil Jørgensen som landstræner. En kendsgerning, der beklages dybt og inderligt i brede kredse, fordi det umiddelbart indvarsler dystre tider for elitearbejdet, eftersom det ikke er meningen, Eigil Jørgensen skal have en efterfølger i fuldtidsjobbet. Der er simpelthen ikke penge til det, efter at Team Danmark har trukket det økonomiske tæppe væk under det traditionsrige, men hensygnende specialforbund. Men DABU-ledelsen må belave sig på at komme i skudlinien i denne forbindelse efter at have sagt nej tak til et sponsortilbud, som kunne have sikret både landstrænerens løn og goder til de aktive, der kunne have bevirket, at tempoet i afgangen af amatører til de professionelles rækker i hvert fald kunne sættes lidt ned. Hovedløs handling Det er en anden af Danmarks mest anerkendte boksetrænere, Benny Jørgensen, som både har flere årtiers erfaring fra topboksning i kraft af sit virke i den københavnske klub Kelly, og som de seneste sæsoner ligeledes har haft sin gang i den professionelle lejr som manden bag Spend Abazi, der hævder, at unionen har handlet fuldstændig hovedløst. »DABU har sagt nej til et samarbejde, som resten af året kunne have indbragt 300.000 kr. og derefter frem til 2004 en årlig sum på mellem én og halvanden mio. kr., og det er helt ufatteligt, når man tænker på, at det kunne have bevaret Eigil Jørgensen i den hidtidige funktion og givet de fire-fem bedste amatører en månedlig indtægt på mellem 5.000 og 6.000 kr.«, siger Benny Jørgensen, der har haft et tæt samarbejde med Eigil Jørgensen i DABUs eliteudvalg, hvor han under de nye tilstande imidlertid ikke ønsker at have sæde. »Unionens bestyrelse med formand Flemming Nissen i spidsen vil blive konfronteret med disse kendsgerninger på søndag. Hvis ingen andre vil, skal jeg nok tage sagen op, for jeg synes, det er uhyrligt, at man kan afvise en sådan mulighed for at holde liv i dansk amatørboksning. Desværre er det ikke første bevis på den manglende effektivitet, ja, vi kan også lige ud kalde det uduelighed, som præger ledelsen. I mine øjne er det en katastrofe, at Eigil Jørgensen nu spares væk. Jeg tror ikke, der rigtigt er nogen, der har gjort sig tanker om, hvor stort et arbejde, han har udført. Men alle bliver klar over det i de kommende måneder. Han har tænkt boksning fra tidlig morgen til langt ud på natten, og han har varetaget så mange andre opgaver også administrativt, at jeg har meget svært ved at se, hvordan hullet efter ham skal fyldes ud«. »Selv sagde jeg kun ja til at gå ind i eliteudvalget, fordi jeg ved, hvor stor en arbejdskraft Eigil Jørgensen er. Og det er dybt naivt at tro, at den udvikling af eliten, som vi vist alle er enige om, er nødvendig, hvis vi skal komme videre, kan foregå med venstrehånd efter fyraften«. Få tilskuere »Det groteske er jo, at vi ikke var havnet i den situation, hvis DABU havde taget imod den nye sponsor. Den væsentligste betingelse for, at pengene kunne tilvejebringes, var, at Danish Box Open, som havde premiere i år i Århus, skulle flyttes til Vingstedcentret. Og selv om der kun kom 200 tilskuere, og arrangementet gav et underskud på ca. 70.000 kr., ønskede man ikke at gøre dette med den begrundelse, at man ikke ville træde Århus Kommune og Århus Idrætspark over tæerne«. »Jeg ved, at sagen har været drøftet på den jyske unions repræsentantskabsmøde, hvor formanden Carsten Møller Nielsen tilkendegav, at han intet kendte til den, selv om han har sæde i DABUs bestyrelse, og det, synes jeg, kan være interessant at få uddybet på søndag«. »Det kan da godt være, at Team Danmark er i sine gode ret til at indskrænke den økonomiske støtte med henvisning til manglende internationale resultater, men det glemmes, at Eigil Jørgensen i sine bestræbelser på at styrke dansk boksning gang på gang er stødt på modstand i sin egen hovedbestyrelse. Han har efter min mening haft meget vanskelige arbejdsbetingelser, men hvor meget han har betydet, får den brede masse desværre nok først øjnene op for, når han er væk«, konstaterer Benny Jørgensen. Det var i aftes ikke muligt at få en kommentar fra DABUs formand Flemming Nissen, men i bestyrelsens beretning til repræsentantsmødet fastslås det, at unionen sammen med Team Danmark arbejder på en løsning af eliteproblematikken. Og der stilles i udsigt, at der måske kan løftes en flig af sløret for disse planer på søndag. Det er nok også nødvendigt over for den kritik, som ovennævnte sagsforløb må formodes at afføde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























