CSC vil kvæle dopingen

Lyt til artiklen

Cykelsporten har det bedre, men bedre er ikke godt nok. Derfor tager den danske cykelsponsor CSC med opbakning fra Tour de France-societetet nu ekstraordinære skridt til at kvæle dopingen i den tohjulede sport. Cykelholdet CSC/Tiscalis ene hovedsponsor vil samle alle cykelsportens store sponsorer i en 'klub', som stiller krav til cykelhold og ryttere. Derfor sender CSC-direktør Asger Jensby fredag et brev til hovedsponsorerne for samtlige internationale cykelhold i 1. division. Det gælder alle lige fra postvæsnet US Postal Service i USA til banken Banesto i Spanien. I bunken med mere end 20 breve ligger også nogle til sponsorerne for de franske 2. divisionshold, som deltog i Tour de France i år. Dopinglogo I brevet opfordrer Asger Jensby blandt andet sponsorerne til at vedtage en politik, som forhindrer dopingdømte ryttere i at få kontrakt med de hold, der går med i ordningen. Asger Jensby foreslår tre års 'kold skulder' til en rytter, men holdene skal være enige om aftalen. Og så skal de hold, som er med signalere rent hold i kraft af et logo på tøjet. »Jeg forventer, at der kan komme en slags gruppepres. Det er ikke sjovt at være uden for, og sponsorerne kan komme til at lægge pres på både holdledelser og ryttere«, siger Asger Jensby til Ritzau. Den danske direktør, der har fuld opbakning fra CSC/Tiscalis direktør Bjarne Riis, vil give sine sponsorkolleger to uger til at svare på brevet, og så stiler han mod et møde midt i september. En ambitiøs plan. »Vi skal selvfølgelig drøfte en masse ting. Mit oplæg er kun ideer, det kan være, at andre har andre ideer«. Den Internationale Cykelunion (UCI) indførte i april en ny og tilsyneladende meget sikker EPO-test, som skulle fjerne EPO fra cykelsporten, og med det nye initiativ fra sponsorsiden, er presset på rytterne endnu større. International opbakning Et logo på tøjet gør det ikke alene, og kampen mod doping tager yderligere til i fase to af den storstilede plan. Anden fase inddrager nemlig arrangørerne af de tre store etapeløb Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a Espana, og - står det til Asger Jensby - også meget gerne UCI. Efter planen skal de tre store arrangører stadig have en vis indflydelse på, hvem der skal være med i deres løb, således at deltagelsen i samarbejdet er en væsentlig faktor for holdenes udtagelse. Hvis sponsorerne vil have deres hold med i de store cykelløb, tvinger det dem således til at gå med i aftalen og gøre det klart for rytterne, hvor vigtigt det er at køre rent. Ideen har allerede fået opbakning af Tour de France-societetets direktør Jean Marie Leblanc. »Societetet støtter os meget, og Jean Marie Leblanc stiller gerne op til et møde, hvor vi også inddrager arrangørerne. Men han er enig med mig i, at vores første møde kun skal være for sponsorerne«. Et fransk hold prøvede for mindre end et par år siden et initiativ i stil med Asger Jensbys, men kun blandt franske hold. En misforståelse hos de andre hold stoppede initiativet næsten før det kom i gang. Angiveligt fordi de troede, det blot var et billigt forsøg på at stjæle ryttere fra modstanderne. Sponsorer som problemknusere CSC har kontrakt med Bjarne Riis og hans hold i yderligere to år, og IT-virksomheden har ikke lyst til flere dopingsager i stil med Bo Hamburgers, som gav cykelholdet en del negativ omtale i foråret. Det er en af grundene til initiativet fra Asger Jensby: »Vi så under Italien Rundt, at selv om der arbejdes på mange fronter, og der føres en stram dopingpolitik hos blandt andre CSC/Tiscali, er der stadig doping i international cykelsport. Sådan kan man i hvert fald godt tolke det, og det bekymrer mig«. »Jeg tror, at sponsorerne kan være med til at løse en række problemer på denne måde. Derfor skal vi have dialogen om at assistere cykelsporten frem mod en ren sport. Når vi så har en dagsorden for mødet, skal CSC nok distribuere den og sørge for, at vi kan komme til at diskutere løsningsmodeller og fælles aktioner«, siger Asger Jensby, der har fundet brevet til telefonselskabet Deutsche Telekom frem på sin computerskærm, og så ellers kun mangler at skrive brevene under.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her