Forventningerne til de danske deltagere er store, når VM i roning skydes fra start i Luzern i Schweiz lørdag den 18. august. Med letvægtsfireren som absolutte guldfavoritter ser kaproningschefen i Dansk Forening for Rosport (DFfR), Michael Pedersen, en højtbølgende medaljehøst i horisonten. »Det vil være et rigtigt skidt resultat, hvis kun letvægtsfireren får medalje«, siger Michael Pedersen. Hele 13 både, 42 roere, en styrmand, seks trænere, fire ledere og et budget i millionklassen skal forsøge at bringe de danske farver på sejrsskamlen ved 'Gudernes Sø', Rotsee, i Luzern. Danmark i topfem Kaproningschefen peger på fem klare finalekandidater, hvor letvægtsfireren som tredobbelt forsvarende verdensmestre på forhånd står som stærkeste trumf - selv om gulddrengene Thomas Ebert, Eskild Ebbesen, Søren Madsen og Victor Feddersen måtte "nøjes" med bronze ved OL i Sydney sidste år. Siden OL har Victor Feddersen sagt farvel til dansk ronings flagskib, ligesom Thomas Poulsen, der blev afløst af Søren Madsen op til OL, har måttet give op over for en skade. Bådens fjerdemand hedder nu Hans Thor Kristensen, der blot er 21 år. Alligevel fejede letvægtsfireren al modstand til side ved juli måneds World Cup regatta i München, der er den sidste styrkeprøve inden VM. Tabet af Victor Feddersen og Thomas Poulsen, der begge var med til at ro bådens tre tidligere VM-titler i land, synes altså overvundet. På de tyske vande viste også en lang række andre danske både så gode takter, at Michael Pedersen tror på et nyt dansk jubelår. »Det bliver måske ikke så godt som i 1997, men det bliver bedre end årene efter. Og kigger vi efter VM på, hvordan roerne gjorde det, tror jeg, det bliver et rigtigt godt år«, siger Michael Pedersen forventningsfuldt. Han vil dog ikke udelukkende gøre succes op i medaljer, for som han siger, »alt kan ske i A-finalerne«, hvor forskellen på medalje og fjerdeplads oftest kan gøres op i tiendedele af et sekund, men et smil røber, at håbet er lysegrønt. »Det ser langt fra sort ud for dansk roning. Jeg mener faktisk, vi som nation ligger i top-5 i World Cuppen efter resultaterne i München. Og med World Cup-resultaterne i år er der basis for et godt resultat samlet set«, fortæller Michael Pedersen. Millioner i støtte Uanset det sportslige resultat ved VM har DFfR for første gang i mange år ro omkring økonomien. Selv om forbundet endnu ikke har fundet en sponsor, ser det alligevel lyst ud. Team Danmark godkendte sidste år DFfR som satsningsforbund. Det betyder, at forbundet har fået hele 6,9 millioner kroner i støtte for 2001, hvilket er over to millioner kroner mere, end forbundet fik i OL-året 2000. Kaproningschefen erkender, at det forpligter. »I år bliver startskuddet til en ny situation. Vi skal bevise, vi er de ekstra penge værd. Og her er VM første milepæl«, siger Michael Pedersen. Team Danmark tager sidst i december stilling til, om DFfRs status som satsningsforbund skal forlænges, men allerede nu satser forbundet på at kunne lægge budgetter for fire år ad gangen fra næste sæson. VM starter lørdag med reservernes løb. Søndag og mandag skydes de indledende heats for de rigtige VM-deltagere i gang. De danske deltagere i OL-bådtyperne får ekstra opbakning i satsningen frem mod OL i år 2004, men selv om grundstammerne så småt er sat, fastholder Michael Pedersen, at besætningsmedlemmerne stadig skal bevise, at de sidder på rette plads. Efter VM tages bådenes sammensætninger nemlig op til vurdering.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























