Kritik af Danmark Rundt

Lyt til artiklen

Kritikken hagler ned over afviklingen af årets Danmark Rundt, som sluttede lørdag i København. Det danske etapeløb har aldrig budt på så ambitiøst et væddeløb - med adskillige af cykelsportens stjerner siddende i feltet. Men løbsledelsen må nu lægge kind til skarp kritik fra både ryttere og sportsdirektører. Mange mener, afviklingen af løbet har været alt andet end tilfredsstillende. Kritikken kulminerede efter fredagens enkeltstart i Farum, hvor rytterne måtte køre ind og ud mellem både modkørende biler, traktorer og bybusser for at komme helskindet igennem. Vinderen af enkeltstarten og Danmark Rundt, skotten David Millar, var således nådesløs i sin vurdering af forholdene. »Det var en skandale. Det var et held, at der ikke var nogen, der kom til skade eller blev dræbt i trafikken. Det kan da ikke være så svært at lukke så lille en rute af. Vi kørte jo i modkørende trafik næsten hele tiden«, sagde David Millar, som pointerede, at han aldrig før var blevet mødt af så kummerlige forhold på en enkeltstart - selv i meget mindre løb. Også flere af de danske cykelryttere kunne berette om kaotiske forhold på enkeltstarten. Team fakta-rytteren Jørgen Bo Petersen, som blev nummer fire på enkeltstarten måtte uden om både bybusser og biler, mens Michael Sandstød, CSC/Tiscali oplevede noget så eksotisk som en modkørende traktor. »Jeg synes generelt, det har været dårlige afviklet i år i forhold til de sidste par år«, sagde veteranen Rolf Sørensen, CST, før lørdagens sidste etape ind til København. »Der har været mere tjek på tingene de sidste år. Der har været flere problemer ude på ruten i år. Enkeltstarten var ligefrem en skandale. Jeg var 200 meter fra at indhente en bybus - og så kunne jeg da passende have ligget på hjul af den helt til mål. Så havde min tid været et minut bedre«, sagde Rolf Sørensen som vandt Danmark Rundt sidste år. »Der er ting, der simpelthen skal forbedres. Det må arrangørerne indse«, mente CST-direktør Bjarne Riis. »Jeg tror også, det handler om, at danskerne ikke ved, hvad der foregår. Politiet prøver at få dem til at holde ind til siden, men de kører videre, så snart politiet er væk igen. Det er irritationsmomenter for rytterne - og det er ærgerligt, det skal ødelægge et flot cykelløb«, sagde han. Løbsdirektør Jesper Worre havde blot hovedrysten tilovers for hovedparten af kritikken. »Vi gør vores bedste. Kritikken af enkeltstarten er konstruktiv og rigtig. Men det er anden gang på en lille uge, at vi skal høre på brok fra CSC/Tiscali. Vi har haft et par enkelte tilfælde med ældre bilister, der ikke har fulgt politiets retningslinier. Tidligere mente CSC/Tiscali, at det var galt med løbskommissærernes arbejde. Og det tror jeg ikke er tilfældigt. De vil bare brokke sig«, sagde han. »Nu tager vi en snak med Rigspolitiet for at se, hvordan vi kan forbedre forholdene på enkeltstarten næste år. Alt andet har fungeret perfekt«, sagde Jesper Worre, som har luftet tanken om, at værtsbyerne næste år skal kunne garantere for, at dele af byen bliver lukket af for cykelløbet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her