Brøndby på toppen

Brøndby konsoliderede førstepladsen mod Silkeborg. Foto: Jens Dresling
Brøndby konsoliderede førstepladsen mod Silkeborg. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Brøndbys fornemme sæsonstart, hvor de blå-gule efter den overbevisende 4-0-hjemmesejr over Silkeborg konsoliderede førstepladsen på Superliga-tabellen, hænger meget sammen med tilgangen af Mads Jørgensen og Peter Madsens comeback efter den lange skadespause. De to unge stortalenter udpeges nu af træner Åge Hareide som kommende VM-spillere. »Jeg håber og tror på, at Brøndby får Mads og Peter med i den danske VM-trup, der forhåbentlig skal med i slutrunden i Japan og Sydkorea næste år. De må snart være oplagte kandidater for landstræner Morten Olsen. Mads er en fantastisk arbejdskraft, der både kan skabe chancer og score, og Peter er pågående, aggressiv og gør tit det uventede, så forsvarerne ikke ved, hvordan de skal dække ham op«, roste Åge Hareide de målscorere i opgøret mod det midtjyske bundhold. Peter Madsen udgik i anden halvleg med krampe i begge lægge, og han mangler endnu lidt i at være i fysisk topform. Men hvis han kan vise fortsat fremgang og magter at stå den fulde distance i UEFA Cup-returopgøret på udebane mod de barske irere fra Shelbourne på torsdag, vil han bringe sig ind i billedet til 20-mandstruppen, som skal udtages til de to VM-kampe mod Nordirland og Bulgarien om et par uger. Mads Jørgensen scorede sikkert til 1-0 i første halvleg på det straffespark, som Peter Madsen fremtvang, da han på effektiv og fræk vis drejede rundt med bolden, så Michael Larsen måtte bruge ulovlige midler for at bremse ham. Og i anden halvleg øgede den tidligere AGFer til 3-0 som afslutning på et flot angreb via Thomas Lindrup i venstre side. Dermed er Mads Jørgensen oppe på fem mål i Superligaen efter fem runder - lige så mange, som han lavede for AGF i hele sidste sæson. »Det var ikke så godt i første halvleg. Vi havde ellers aftalt, at vi skulle gå højt op til dem. Men Silkeborg trak tempoet ud af kampen, og vi var ikke tilstrækkeligt aggressive Det blev vi fra anden halvlegs start«, kommenterede Peter Madsen begivenhederne på Brøndby Stadion, hvor Brøndbys forsvar med Per Nielsen og Kenneth Rasmussen som et par solide stoppere foran Mogens Krogh, der ikke havde meget at bestille, sjældent var i alvorlig knibe. Før pausen skabte Brøndby-spillerne, der ofte afleverede dårligt og optrådte uden rigtig gejst og gnist mod det velorganiserede og klogt opdækkende gæstemandskab, kun én chance. Mattias Jonson headede forbi mål. Bora Zivkovic og Michael Larsen lukkede godt af i midterforsvaret, og Jacob Juhl og Per Ottosen sled hårdt, og Silkeborg-spillernes fight og energi hindrede, at Brøndby fik spillet til at flyde for alvor. Men straks efter pausen kom der gang i Brøndbys fremspil, som blev langt mere målrettet, mere dynamisk og med bedre pasninger og gennembrud på kanterne. Ruben Bagger og Rafal Niznik sørgede for det flotte oplæg til Peter Madsens 3-0-pletskud, og på en lang centring fra Kenneth Rasmussen løb indskiftede Thomas Lindrup (der virkede oplagt og målbevidst i sit spil) af sted og bankede 4-0-målet fladt i kassen. Der var i perioder virkelig fantasi og fremdrift i Brøndby-spillet, og Silkeborg havde store problemer med at komme ud af hjemmeholdets favntag og få skabt kontrachancer. Gæsternes største tilbud i hele kampen havde Clement Cliford før pausen, da Kenneth Rasmussen fik skubbet bolden hen i fødderne på ham inde i feltet, men Silkeborg-angriberen blev så overrasket, at han ikke nåede at reagere og få skudt. Brøndby er her i efteråret blevet forrygende stærk på hjemmebane: 5-0 over AGF, 2-0 over OB, 2-0 over Shelbourne og så 4-0 i går borger for kvalitet, selvtillid og god, chanceskabende fodbold - fordi der nu er den rette balance på Brøndby-holdet med den rigtige blanding af gode, kreative boldspillere og folk, der kan tage fra og styre tingene. Krister Nordin, der så solidt og klogt bakker op bag den offensive Mads Jørgensen, var igen i går en nøglespiller, der erobrede bolde og spillede dem videre, kort eller langt, med omtanke. Han løber de rigtige steder hen på banen og er en vinder- og ledertype og en spiller, modstanderne slår sig på i nærkampene. Det er svært at forstå, at han ikke er i den svenske landsholdstrup, når de to andre Brøndby-svenskere, Magnus Svensson og Mattias Jonson er det. Venstrebacken Auri Skarbalius var blandt de bedste i går på et Brøndby- hold uden svage punkter - i anden halvleg. Dan Anton Johansen og flere andre var længe om at komme op på normalt niveau. Men da Brøndby- maskinen kørte i hurtigere omdrejninger end i de første 45 minutter, kunne Silkeborg altså ikke følge med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her