Franskmændene fylder stadion i Nantes for at se fodboldverdensmestrene mod det ubesejrede danske landshold. Men trods kampens prestigemæssige betydning vil den danske landstræner skåne sine mest belastede spillere. Ganske som solen skinnede venligt over den færøske hovedstad Torshavn, da Morten Olsen med Michael Laudrup på bagagebæreren for et år siden indledte sit endnu ubesejrede ridt med det danske fodboldlandshold, så var det også behageligt sommervejr, da Olsen-truppen i går ankom til den franske by Nantes, hvor efterårets alvorlige VM-arbejde indledes med en testkamp mod Frankrig i morgen aften. Spillepladsen er Stade de la Beaujoire, hvor Danmark for nu godt tre år siden blev besejret 3-2 af Brasilien i en medrivende VM-kvartfinale. Dén aften var der fuldt hus, og det vil der også være i morgen - 37.200 tilskuere er der plads til, og i går blev der officielt meldt udsolgt. At det danske landshold fører sin VM-kvalifikationspulje og har status som ubesejret er naturligvis med til at skærpe interessen i værts-landet, men når de franske tilskuere i den grad vælter portene til det smukke stadion i den vestfranske by, så skyldes det nok ikke så meget de danske meritter som den kendsgerning, at venskabskampe er de eneste kampe, det franske landshold spiller mellem de store slutrunder i disse år. Der er altså ingen spændende pointkampe at gemme billetpengene til. Som regerende verdens- og europamestre skal Frankrig nemlig ikke gennem kvalifikationsturneringerne - faktisk har Frankrig ikke spillet en VM-kvalifikationskamp siden efteråret 1993, da holdet i Paris i de to sidste kampe sensationelt blev slået på hjemmebane af både Israel og Bulgarien og mistede deltagelsen i USA-slutrunden året efter. Og da Frankrig i 1998 havde værtsrollen, hvor titlen blev sikret med finalesejren over Brasilien, så havde Frankrig pludselig to slutrunder i træk uden kvalifikationskampe. En anden opgave Derfor er venskabskampene mod interessante landshold - som det danske - attraktive for det franske publikum. Og derfor er alle testkampe for det franske hold betydningsfulde kampe. Det er med andre ord en alvorligt indstillet modstander, Morten Olsen skal sætte sine spillere op mod. Og kvalitativt en ganske anderledes modstander end det færøske hold, Morten Olsen åbnede sit landstræner-engagement mod. »Man kan sige, at vi er avanceret lidt i vort valg af testmodstander«, sagde den danske cheftræner, da han i aftes tog de første skridt ind på den velplejede bane i Nantes - efter at det danske hold havde haft lidt svært ved at komme ind på stadionområdet, da buschaufføren ikke kunne finde kodelåsen til porten. Til tydelig irritation for de ledsagende franske motorcykelbetjente. »Det er en kamp, der rummer en betydelig del prestige, og vi går ikke mindre seriøst til opgaven, end franskmændene gør. Men for os handler det ikke så meget om at ændre spillesystemet eller lave en række eksperimenter, fordi vi har problemer - for heldigvis er det gået godt for os indtil nu. Vi skal derimod bruge kampen til at finde vores egen gode rytme igen, og det skal vi gøre, uanset om modstanderen hedder Frankrig eller noget andet«, sagde Morten Olsen. Og mens spillerne tog banen i besiddelse og gik i gang med de vante boldøvelser - og mens det franske hold som høflige værter havde henlagt sin træning til byens gamle stadion nærmere centrum - forklarede Morten Olsen, at han ville bruge mange spillere i morgendagens kamp. Fordi han gerne vil skåne dem af spillerne, der i den hollandske og engelske turnering vil blive hårdt belastet i den kommende uge, tæt på den næste landsholdssamling, der har VM-kampene mod Nordirland og Bulgarien som de spændingsmæssige højdepunkter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























