Når talen falder på mulig dansk succes i Post Danmark Rundt, er det hovedsagelig de to hjemlige professionelle mandskaber CSC Tiscali og Team fakta, der bringes på bane. Knap så megen opmærksomhed samler sig om den tidligere danske mester Frank Høj. Og det stiler han i de kommende dage målrettet efter at fastslå som en eklatant fejl. For den 28-årige Team Coast-rytter stiller til start i dag i Thisted med den klare målsætning at stryge til tops i sæsonens største cykelbegivenhed på hjemlig grund. Og selv om hans navn hidtil ikke har hørt til de oftest omtalte i favoritvurderingerne, hersker der ingen tvivl om, at han besidder så alsidige kvaliteter, at han kan blive en af løbets fremtrædende skikkelser. »Frank forekommer enormt trimmet efter det spanske etapeløb Castilla- Leon, som han slap fint igennem, selv om han først og fremmest benyttede det som træning til Post Danmark Rundt. På den sidste hårde bjergetape, var han den på holdet, der længst formåede at sidde med fremme for at hjælpe vore to spaniere Fernando Escartin og Aitor Garmendia, og det fortæller mig en hel del om, hvor han befinder sig rent formmæssigt. Jeg ved, at han nærer store ambitioner om at begå sig godt i klassementet på hjemmebane. Og jeg tror også på, det kan lykkes«, siger Team Coasts danske sportsdirektør Jørgen Marcussen. »Jeg går i hvert fald til opgaven med meget stor motivation. Og det er faktisk ret længe siden, at jeg satte mig Post Danmark Rundt som et af sæsonens store mål«, siger Frank Høj. Enkeltstarten »Det væsentlige spørgsmål er jo nok, om jeg er tiltrækkelig stærk på enkeltstarten til, at jeg kan få min forhåbninger indfriet. Men jeg har slidt meget i det for at forbedre mig på det punkt. Og så kender jeg ruten ud og ind efter at have kørt adskillige timer på den som led i forberedelserne. Jeg har fået hjælp af min schweiziske holdkammerat Mauro Gianetti til at udarbejde et træningsprogram, som er meget baseret på at udbygge råstyrken, og jeg har fulgt det nøje bl.a. under Tour de France, som bestemt ikke bød på afslapning for mig, selv om vi ikke kom med i løbet. Jeg trænede bl.a. hårdt i Alperne, hvor jeg fik det nødvendige fysiske grundlag, og derefter har jeg så kunnet udvikle det i Sachsen Tour og senest i Castilla-Leon«. »Egentlig var jeg også i glimrende form i foråret, men rent resultatmæssigt blev det ikke til så meget, og det var bittert. Men det giver mig ingen grund til at frygte Post Danmark Rundt. Tværtimod glæder jeg mig til de kommende dage, fordi jeg føler mig ovenpå. Vort hold er ikke stærkt nok til, at vi selv kan skabe løbet. Derfor gælder det om at være uhyre vågen og have en fornemmelse for, hvornår de rigtige udbrud kører af sted. Men jeg er klar til at gribe chancen, og jeg vil også prøve at snuppe nogle bonussekunder undervejs, for jeg ved, hvor afgørende de kan blive i den sidste ende«. »Udover Post Danmark Rundt har den sidste del af sæsonen også Holland Rundt, Vuelta a Espana samt måske VM på enkeltstart som højdepunkter for mig. Om jeg satser på det sidste afhænger i høj grad, hvordan det går mig herhjemme, men jeg tror på, jeg er blevet så meget stærkere, at det kan betale sig at forsøge. Vueltaen stiller jeg mig lidt usikker overfor, fordi jeg må erkende, at jeg har været fuldstændig mør de to gange, jeg har fuldført en af de lange rundture. Jeg hører tilsyneladende ikke til dem, der kommer ud af en sådan Tour med overskud, men jeg vil da ikke udelukke, at det kan komme mig til gavn på et senere tidspunkt«. To afbud Frank Høj slipper for to af de ryttere, der ifølge den oprindelige deltagerliste kunne have hørt til kredsen af farlige rivaler. Da holdene i går ankom til Aalborg, som var hovedkvarteret, indtil rytterne her til formiddag sætter kursen mod Thisted, viste det sig nemlig, at franske Bonjour ikke kommer med den franske mester Didier Rous, der har været flittigt optaget på kriteriescenen i hjemlandet efter sit glimrende Tour de France. Bonjour stiller dog stadig med en særdeles tilforladelig trup, hvilket er lidt vanskeligere at sige om Rabobank, som ikke møder med Marc Wauters, der bar førertrøjen en enkelt dag i Touren for siden at måtte udgå med brækket kraveben.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























