Politiken onsdag: Når Farum Boldklubs bestyrelse med borgmester Peter Brixtofte i spidsen i aften efter al sandsynlighed godkender en eller anden form for fusion med superligaklubben Lyngby FC, kan det være en beslutning, der alligevel ikke fører til noget konkret. For internt i Lyngby FC er der stærk uenighed om, hvem der har det endelige ord at skulle have sagt ved en eventuel sammenlægning. Flere ledende kræfter i Lyngby har over for Politiken givet udtryk for, at en fusion ikke kan besluttes af den professionelle bestyrelse i Lyngby FC alene. Den såkaldte moderklub - amatørklubben, som den professionelle klub er en overbygning på - har ifølge Lyngby-ledere ret til at forkaste en eventuel fusionsløsning. »Der er ingen tvivl om, at det er amatørafdelingens bestyrelse, der har magten til at beslutte, om licensen skal overdrages til en fusionsklub. Men dette bliver diskuteret i øjeblikket, da den professionelle afdeling ikke er helt enig«, siger ungdomsformanden i Lyngby, Martin Schandorff. Han understreger samtidig, at en fusion kun kan realiseres efter en endelig vedtagelse på en generalforsamling. Amatørafdelingen har denne ret, fordi licensen til at spille i Superligaen tilhører amatørafdelingen. Spillelicensen blev ved professionalismens indtog i dansk fodbold i 1978 overdraget til den professionelle afdeling, der kunne benytte den på visse betingelser, som blev udformet i en skriftlig aftale. En aftale, der løbende er blevet revideret, senest da den nuværende direktør i FC København, Flemming Østergaard, var direktør i Lyngby FC. Netop denne aftale henviser Lyngby FCs ejer, Jørn Terkelsen, til, når han over for Politiken kategorisk afviser, at amatørafdelingen skal have noget at sige. »Den samarbejdsaftale om spillelicensen, der blev lavet i Flemming Østergaards tid, er efter min mening helt klar. Spillelicensen er blevet overdraget til virksomheden Lyngby FC, og derfor skal en fusionsbeslutning overhovedet ikke høres ved en generalforsamling«, mener Jørn Terkelsen, der har aktiemajoriteten i Lyngby FC med 72 procent. Men en anden topfigur i klubbens professionelle afdeling, administrerende direktør Peter Packness, er direkte uenig i Terkelsens fortolkning. Han giver Martin Schandorff ret i, at den professionelle afdeling skal høre amatørafdelingen. »Det er min vurdering, at hvis en fusion med Farum Boldklub bliver aktuel, så skal man træffe den endelige beslutning ved en generalforsamling, da samarbejdsaftalen betinger dette«, siger Peter Packness, der bliver bakket op af DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen. »Hvis en amatørafdeling har overdraget licensen suverænt til den professionelle afdeling uden betingelser, kan amatørerne ikke stille krav. Men hvis der er betingelser i aftalen i forhold til spillelicensen, kræver en fusion en generalforsamlingsbeslutning«, siger Jim Stjerne Hansen fra landsholdets lejr i Nantes. Selvom en officiel anmeldelse af en fusion ifølge tidsfristen skal være DBU i hænde senest kl. 24 i nat, kan der gives dispensation til en senere ansøgning. Det afgørende er, at DBU har ansøgningen tids nok til at kunne behandle den på et bestyrelsesmøde 22. september. I Farum Boldklub er det også amatørafdelingen, der har det afgørende ord om en fusion. Her har amatørafdelingen aktiemajoritet, og de tre bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer afdelingen i aktieselskabet Farum Boldklub, kan suverænt bestemme de to klubbers fremtidige skæbne. I dag kl. 8 fremlægger Peter Brixtofte de konkrete planer for de tre medlemmer, og kl. 19 bliver planerne fremlagt for en samlet bestyrelse til endelig godkendelse. Formand for Farum Boldklubs amatørafdeling Bjørn Strange afviser, at godkendelsen er en formalitet. »Vi har fra amatørafdelingens side på et tidligt tidspunkt fastlagt nogle krav, der skal imødekommes, hvis vi skal stemme for en fusion«, siger Bjørn Strange.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Nordmændene er i ekstase over spektakulært vikingefund
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Klumme af Noa Redington
Kronik af Knud Peder Jensen




























