Politiken lørdag: 20 minutter efter strabadserne på det store VM-stadion badet i lys, hujende tilskuere, kameraer og en nærgående presse, løber en gruppe små skikkelser langsomt rundt og varmer af på træningsbanen kort derfra. Med forsigtige museskridt, som var de bange for, at et eller andet skulle gå i stykker, tager de omgang efter omgang, og de løber inde på græsset, nærmest som efter en fodboldbanes indramning. Det er næsten nat i Edmonton, men et mindre lysanlæg sørger dog for, at de ikke farer vild. To af skikkelserne genkender jeg pludselig tydeligt, selv om det er på afstand. Gabriela Szabo og Olga Jegorova - VMs to store kombattanter - jeg havde lige set dem i aktion. De kommer formentlig ikke på talefod lige med det samme, men de kan ikke undgå, at deres fødder kommer tæt på hinanden, i hvert fald ikke i finalen. Her på stadion lykkes det dog fint at holde afstand. På den ene langside løber Szabo og på den anden Jegorova. Kulden mellem de to er under frysepunktet, men den lille lyse rumæner kan ikke lade være med at kaste et kort blik i retning af ærkerivalen for hver anden omgang. Da Jegorova kommer tættere hen mod lyset kan man se, at hun trods let bøjet hoved også lige skuler over mod den anden side en gang imellem. Og for hver runde skærer russeren lidt mere af hjørnerne og kommer derved langsomt nærmere Szabo. Er der to mennesker i Edmonton, der holder øje med hinanden, så løber de lige her. Det er, som om at ingen af de to vil være den første, der beslutter, at nu er det nok for i dag, går i bad, klæder om og tager hjem til hotellet. Vibrationerne ligger tungt over anlægget, og en del atleter uden for selve banen kigger også efter de små langdistanceløbere. Et øjeblik strejfer det mig, at de to hovedroller måske ligefrem pirres af dette spil. At det blot giver ekstra motivation og styrke før den store finale. Fjolleri På en måde er det jo fjollet, at to professionelle kolleger ikke får talt ud om tingene, så de kan omgås på en naturlig måde resten af sæsonen. For i kølvandet på VM kommer der altid nogle godt betalte revanchestævner hjemme i Europa, hvor deres honorar måske ligefrem bliver afhængigt af den andens tilstedeværelse. Der er store penge i en serie hadopgør, og det skal løbernes managers nok sørge for at fortælle dem i rette tid. Og en hel stribe af Szabos rumænske kolleger er gennem årene blevet taget i doping, så helt fremmed for hende er det ikke. Senest tog hun da også efter triumf på 1.500-meteren en sejrsrunde med sin rumænske kollega Violeta Szekely, der i 1995 fik tre års karantæne for doping. Men i dag er de bare fjender. I dag var det første gang, at de mødtes på banen i konkurrence, siden Jegorova blev omtalt som positiv i en test for EPO. I dag var de tvunget til at stille op på samme startlinie, selv om Szabo godt nok havde truet med boykot. I dag skulle de i en række situationer gøre de samme ting på det samme sted, og det skal de også i fremtiden. Selvfølgelig kunne Szabo ikke gennemføre en boykot, selv om hun så også på det punkt ville være den første. »Jeg er ikke bange for russeren, og det synes jeg, at jeg vil vise folk«, har Szabo sagt, men det spiller uden tvivl ind, at hendes manager Jos Hermens har mindet hende om, at en sejr også på 5.000 meter altså giver yderligere en kvart million kroner lige ned i foret, hvor det så ellers sidder på denne spirrevip. I øvrigt var Szabo pludselig væk fra banen. Psykisk krig Ved de indledende heat, hvor Jegorova og Szabo selvfølgelig var kommet i samme felt, skete der ikke noget dramatisk eller uforudset. De to ville bare igennem så smertefrit som muligt, og det kom de. Men Jegorova lagde sig i de fleste omgange lige efter Szabo, så rumæneren næsten kunne mærke hendes ånde i nakken, og det var ingen tilfældighed. Den psykiske krig køres helt igennem, og russeren kan på denne måde lige minde Szabo om, at hun ved de seneste tre møder har besejret denne klart. Det er længe siden, at et indledende heat på langdistancerne har vækket et ellers slumrende stadion, men her tog koncerten til halvvejs. Canadierne ville se drama, men for at få den er de nødt til også at dukke op i dag. Så skulle den til gengæld også være garanteret. Efter endt arbejde skulle Jegorova/Szabo gennem pressen. Her valgte begge at afvise de fleste spørgsmål. De skyndte sig at fortrække til et telt, hvor atleter får udleveret en kasse med deres træningsdragter, men her kan pressen som regel også følge med. Fåmælt Szabo Jegorova isolerede sig fuldstændig i et hjørne, hvor hun sad og duppede mærket efter en pigsko, der havde været på besøg under løbet. Men hun blev reddet af en holdkammerat, der endda fik hende til at smile, om end anstrengt. Szabo kom ind i teltet, men kiggede mest ned i jorden, indtil en journalist råbte: »Gabriela, var du provokeret af hendes tilstedeværelse?«. »Undskyld mig, men jeg er for træt«. Rumæneren skulle ikke nyde noget, mens Olga sad lige i nærheden. »Amy«, råbte samme mand, »var du provokeret af hendes tilstedeværelse?«. Det gjaldt nu den amerikanske løber Amy Rudolph. Det virkede faktisk som et underligt spørgsmål, når hun sad to meter derfra. »Det er ikke et godt spørgsmål lige nu«, svarede Rudolph og lynede med øjnene. Jegorova virkede mest modig af de to kamphøns. Hun rejste sig og gik helt tæt på Szabo for at hente noget, men de vendte sig så begge om og stod ryg mod ryg. I nat kommer de med sikkerhed til sidst til at løbe side om side, også selv om det kan blive meget kortvarigt. Spændende bliver det også at se, om de er fair nok til at lykønske den anden part hvis det da overhovedet bliver en af dem, der vinder. Der er jo også de der etiopiere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























