Selvmål satte Viborg i gang

Lyt til artiklen

Viborg fik sæsonens første sejr, da holdet i går på udebane slog AB, der langt fra kunne leve op til sidste uges sejr over AaB. For første gang i denne sæson kunne Viborgs superligamandskab skråle sejrssang i omklæningsrummet efter kampen. Bortset fra et massivt pres i kampens slutfase havde AB intet at vise, og det jyske mandskab sejrede 2-1 og vandt dermed for første gang i seks år på Gladsaxe Stadion. »Vi går ind og fighter og viser stor spilleglæde. Vi kom hurtigt fremad og formåede at flytte bolden godt rundt. Vi spillede en god første halvleg, men fik ikke lukket kampen, og så blev den umanerlig spændende til sidst«, lød det efter kampen fra den smilende Viborgtræner Kim Poulsen, der mente, at sejren var ekstra flot set i lyset af holdets skader. Søren Frederiksen havde på grund af rygproblemer meldt fra samme morgen, og forsvarsspilleren Thomas Andie blev skadet efter knap en halv times spil. Trænerkollega Ove Pedersen var længe om at komme ud af omklædningsrummet, men ifølge AB-træneren var tiden ikke blevet brugt til at ruske spillerne op. Ove Pedersen syntes egentlig ikke, at der var så meget at sige til nederlaget. »Viborg vandt 2-1, hvilket var fuldt fortjent, og sejren kunne let være blevet større. Vi var ikke klar, og det var bare det. Vi spillede dårligt fysisk, teknisk og taktisk. Nu skal vi spille igen fredag (mod FC København, red.), og så må vi få det bygget op igen«, sagde en nedtrykt Ove Pedersen. Hans mandskab startede med at spille op ad bakke efter blot otte minutter, da ABs eneste A-landsholdsspiller, Steven Lustü, scorede selvmål. Afleveringen kom fra Klaus Kærgård, der sendte et højt indlæg ind fra højre. Steven Lustü forklarede bagefter, at han ikke følte sig presset af Claus Kjærgaard, der var nærmeste Viborg-spiller, men simpelthen ramte bolden forkert. Han var dog den første til at erkende, at det mål satte Viborg i gang. »Vi blev lidt vaklende derefter, det smitter jo af, og så fik de et mål umiddelbart efter igen«, sagde Steven Lustü, der i dag rejser med landsholdet til Frankrig. Føringen fik ikke Viborg, der i dagens anledning spillede i blåt, til at trække sig tilbage på banen. Gæsterne mødte AB langt oppe på banen og kombinerede sig igennem til flere gode muligheder. En af dem blev omsat til mål efter 26 minutters spil. Morten Poulsen og Steffen Højer spillede et-to i højre side, og Morten Poulsen sluttede af med at lægge en aflevering for fødderne af Klaus Kærgård, der sendte bolden ind bag Jan Hoffmann i AB-målet. Hurtigt og enkelt. AB havde det til gengæld noget sværere med hurtigheden. Spillerne var ikke gode nok til at løbe med frem og bakke op, og kontramuligheder endte ofte i tilbagespil eller tabte afleveringer. Abdul Sule kom aldrig frem til de store chancer og blev i pausen skiftet ud med Ali Akida. Her kom også Michael Johansen på banen, og da Kenny Thorup blev skiftet ind et kvarter senere, fik AB for alvor lagt et pres på Viborg, hvilket mundede ud i reduceringen. Den stod Christian Lundberg for i det 66. minut. Hjemmeholdet satte i slutfasen alt ind på en udligning, og målmand Jan Hoffmann løb med frem i de sidste minutter, men lige meget hjalp det. Viborg spillede sæsonens første sejr hjem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her