Klicheerne er gode nok

Lyt til artiklen

Esbjerg med 10 mand var klasser bedre end i forrige hjemmekamp, og FCK gik ned efter pragtkampen mod Lazio og tabte for første gang i 22 Superligakampe. Mange af fodboldsportens klicheer blev bekræftet, mens regnen silede ned over Esbjerg Idrætspark. Såsom den med, at 10 mand ofte tager sig så meget sammen, at de kan vinde over 11 modstandere. Og der var den med, at der kommer en reaktion, så et hold går ned lige efter at have leveret en superpræstation. Som FC København gjorde det i onsdags mod Lazio. Da Esbjergs svenske spiller Joakim Persson for anden gang i løbet af otte minutter så gult og dermed også rødt, stod det klart, at Esbjerg kunne få svært ved at forsvare den 1-0-føring, som Henrik Nielsen havde skaffet en halv snes minutter før udvisningen, da han på en aflevering fra Jess Thorup slap fri og scorede fra en spids vinkel - meget tæt på offside. Men Esbjergs spillere sled og slæbte og formåede i allerhøjeste grad at bortviske det pauvre indtryk, som holdet gav forrige søndag i den meget sløje 1-1-kamp mod Vejle. Samtlige Esbjergs så ud til at være villige til at løbe, til de styrtede. Der blev tacklet, så det sang i knoglerne, og frem for alt så blev der også spillet fodbold. Når man er reduceret til 10 spillere, er det vigtige at beholde bolden i egne rækker og lade den køre fra mand til mand, uden at man selv skal løbe alt for meget. Den affære klarede Esbjerg ganske udmærket. I det bageste geled gjorde Søren Pallesen det flot som afløser for den skadede Christer Karlsson, og på midten havde Michael Hansen en af sine bedre dage. Både som boldfordeler og som afslutter. Dommer Steen Knudsen havde gang i de gule kort. På den fedtede bane blev der leveret nogle grimme tacklinger, så mange spillere så gult. Steen Knudsen fik for alvor gemytterne i kog, da han dømte straffespark til Esbjerg kort før pausen. FCKs Michael 'Mio' Nielsen hev klokkeklart fat i trøjen på Esbjergs Jess Thorup, der ville stige til vejrs for at heade. Det må man ikke ifølge fodboldreglerne. Og det var præcis samme slags forseelse, som skaffede FCK et straffespark i onsdags, da Christian Lønstrup blev hevet i trøjen af en Laziospiller. Dengang havde FCKerne fuld forståelse for dommernes afgørelse, mens det kneb mere i går. FCK sad på kampen i 2. halvleg. Og det burde være blevet til mere end det ene mål, som Thomas Thorninger perfekt scorede hos Martin Jensen på et hovedstød. Men både Thomas Røll og Morten Bisgaard havde nogle chancer, der simpelthen burde være udnyttet. Det var tydeligt, at FCK savnede både den skadede Christian Poulsen og den trætte Sibusiso Zuma, der havde fået en fridag. Det hele betød, at FCK efter næste et år uden nederlag måtte forlade banen som tabere for første gang i 22 kampe. »Jeg synes, det var flot, at vi forsøgte at spille os ud af problemerne, selv om vi kun var 10 mand. Det er godt klaret, for det er ingen smal sag at møde danmarksmestrene«, roste Esbjergs træner Viggo Jensen sit hold. Eneste store skuffelse for Esbjerg var det lave tilskuertal med lidt over 5.200 som vidner til dysten. Der var set frem til op mod 10.000. Men regnen blev den store vinder i den afdeling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her