Politiken mandag: Cykelsportens barske vilkår truer nu med at spolere karrieren for et af de mest lovende hjemlige talenter. Det drejer sig om Henrik Simper, Team Bornholm, der i flere år har været fast mand i den danske landsholdstrup for U 23-ryttere, men som nu risikerer at måtte indstille aktiviteterne, netop som han stod på tærsklen til det helt store eventyr. Henrik Simper var inden sæsonen på træningslejr med CSC Tiscali og var inde i billedet til at køre på prøve hos det professionelle mandskab fra september og frem. Men foreløbig er det uvist, om han i det hele taget bliver i stand til at konkurrere igen, idet han lider af alvorlige følger efter et dramatisk uheld i juni. Styrtede »Henrik styrtede kort før DM under et etapeløb i Tyskland og blev slemt tilredt. Han valgte at stille op ved de danske mesterskaber, utvivlsomt fordi han befandt sig i en så afgørende og spændende periode i sin cykeltilværelse. Men det viste sig, at skaderne fra den barske hændelse på de tyske landeveje var så voldsomme, at de medførte en blodprop, som har indvirket på hans syn«, fortæller Danmarks Cykle Unions landstræner, Lars Bonde. »Han kan nu kun se med det ene øje, og det betyder, at han i hvert fald indtil videre udelukkende er henvist til at træne. Om han får synet tilbage, er der endnu ingen, der kan sige. Tilsyneladende er der i hvert fald ikke noget kirurgisk indgreb, der kan hjælpe, og foreløbig kan han bare se tiden an. Det er en tragisk situation for ham, og det er et oplagt tab for dansk cykelsport, hvis han tvinges til at stoppe. Han stod på tærsklen til at få en professionel chance, og jeg havde regnet ham som et af de sikre kort på vort U 23-mandskab til VM. Men selvfølgelig er det først og fremmest hans helbred, det drejer sig om«. Lars Bonde var ellers en tilfreds mand efter gårsdagens Fyen Rundt, hvor flere af de unge folk, han satser på frem mod verdensmesterskaberne for U 23-ryttere i Portugal om to måneder, klarede sig ganske glimrende. Og ydermere viste Jimmy Hansen, Team Bornholm, med sin andenplads, at han er velforberedt til Post Danmark Rundt, hvor han er et af de fremtidshåb, der har fået chancen på det rent danske hold. Med i udbrud »Jeg synes, at det var stærkt, at både Jimmy og Rasmus Dyring fra Odder, som også er med inde i landsholdsarbejdet, formåede at sidde med i det afgørende femmandsudbrud, selv om de havde været i front stort set hele dagen. Det fortæller mig, at vi er på rette vej med udviklingen af talenterne. Men selvfølgelig bliver der tale om helt anderledes konkurrence i Post Danmark Rundt. Der får vi det givetvis svært, men alene det, at de unge har mod på opgaven, og som her på Fyn viser, at de ikke er slået på forhånd, er særdeles opmuntrende. Og så regner jeg med, at de kan lære en hel masse af at dyste med alle de professionelle«, siger Lars Bonde.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Ida Strand
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
Debatindlæg af Jesper Gronenberg
Klumme af Lars Dahlager