Danskerduel i hælene på eliten

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Kongen og kronprinsen. Mesteren og lærlingen. Der er lagt op til at brag af en dansk golfeftermiddag, når sidste runde af Scandinavian Masters bliver afviklet på Barsebäck-banen ved siden af atomkraftværket på den anden side af Øresund. Før de sidste 18 huller ligger golfesset, Thomas Bjørn, og stortalentet, Søren Hansen, nemlig side om side. På en delt niendeplads med 207 slag, ni under par, og kun fire slag efter englænderne Lee Westwood og Ian Poulter som deler førstepladsen. Dermed er der lagt op til en danskerduel om, hvem der slutter bedst. En duel som helt sikkert vil få følgeskab af tusindvis af landsmænd, der vil se deres professionelle yndlinge sende bolden ud mod hullerne. Søren Hansen går sammen med svenskeren Dennis Edlund, og lige efter følger Thomas Bjørn og australieren Jarrod Moseley. På forhånd var der lørdag størst forventninger til Søren Hansen, der var fem slag under par efter fredagens runde, men det blev - som så ofte før - Thomas Bjørn, som stjal opmærksomheden. Bjørnen startede nemlig som lyn og torden efter den skuffende runde fredag, da han kun kom hjem i par, og efter ni huller var den danske superstjerne fem slag under for dagen. Det bragte ham frem på banens scoretavler, og pludselig var der en masse tilskuere, der fik travlt med at finde frem til Thomas Bjørn og hans partner, svenske Frederik Andersson, som ellers havde spillet de første huller forholdsvis ubemærket. Puttningen driller Desværre for Thomas Bjørn og hans danske følge, blev det ikke til mere i løbet af de sidste ni huller. To bogeys og to birdies gav ham en runde i 67, men det var rigeligt til at bringe ham langt frem i feltet. Alligevel var det en ærgerlig Bjørn, som gjorde status over runden. »Spillet fra tee til green bliver ikke meget bedre, end det er i øjeblikket. Men jeg kan ikke vinde turneringer, når jeg putter så dårligt, som jeg har gjort de sidste to dage«, sagde Thomas Bjørn. Og sandt skal det siges, at Thomas Bjørns putter godt kunne absorbere noget af den varme, som bragte sveden frem på panden hos de fleste af de 27.900 tilskuere på banen i går. Hvor Bjørnens slag tangerede det perfekte, var han mildest talt elendig, når det gjaldt om at skubbe bolden de sidste meter ned i hullet. Ikke et eneste putt på den anden side af 2,5 meter kom i koppen, og så er det svært at få en lav score. »Det havde nok været en runde i 62-63 slag, hvis jeg bare havde puttet nogenlunde. Det er ærgerligt, for som jeg har spillet, så burde det være de andre, der skulle jagte mig, og ikke mig, der skal jagte dem«, mente Bjørn, før han gik ned på anlæggets træningsbane for at øve sine putt. »På et tidspunkt så jeg, at Thomas var dukket op på tavlen over turneringens ti førende spillere, og det satte mig lidt i gang på bagni«, grinede Søren Hansen, da han var kommet ind med sin 68er. Som Bjørn havde unge Hansen også problemer med putteren - den var lidt rusten til morgen«, som han sagde - men så er det jo rart, at man i stedet kan hole udefra: På det lange 5. hul fyrede danskeren således en super-eagle af fra 30-35 meters afstand. Spil til at vinde Det var toppen af kransekagen på en runde som desuden bød på fire birdies og to bogeys, og det var endnu en understregning af, hvor godt Søren Hansen spiller fra tee til green. »Mit spil ligger da til at vinde turneringer. Men for mig er det ikke nok at stræbe efter at toppe i en enkelt. Jeg vil gerne blive så god, at jeg hele tiden, turnering efter turnering, er med fremme, og derfor skal træningen også have en ekstra skalle, både fysisk og mentalt, hen over vinteren, hvor jeg ellers plejer at holde pause«. Fastslog Søren Hansen, der ellers er kendt for humørmæssigt at svinge meget, når det gælder udsigterne for hans karriere. »Jamen sådan er det jo også med golf. Enten er man oppe i skyerne eller nede i kulkælderen«, kommenterede han afværgende. For de øvrige tre danske finalister i Barsebäck bød tredje runde ikke på den store fremgang. Bedst var Anders Hansen med 70 slag (fire birdies og to bogeys), fulgt af Søren Kjeldsen med 71 (fire birdies, en dobbelt bogey og en bogey) og Steen Tinning med 73 (en eagle, to birdies, en dobbelt bogey og tre bogeys).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her