AB fik sæsonens første sejr, og AaB er ikke længere ubesejret, efter at AB kunne rejse hjem fra Aalborg med en sejr på 2-0 efter et nyt opgør i Superligaen af høj kvalitet. Det blev 1-0 ni minutter før pausen på et af gæsternes mange kontraangreb. Efter et af AaBs mange farlige hjørnespark kastede målmand Jan Hoffmann hurtigt bolden ud. Den blev sendt videre til Ali Akida, der midt på egen banehalvdel spillede videre til Lars Larsen, der kom løbende bagfra. Efter nogle træk kunne han fra 20 meter via overliggeren udnytte den meget plads, han havde, mens Brian Priske, rystede på hovedet og erkendte, at han ikke stod rigtigt ved det mål. Kampen blev afgjort fire minutter før tid. Thomas Gaardsøe, der ikke gjorde det godt i AaBs midterforsvar, kiksede en tackling af Christian Lundberg, der fra midterlinien fik frit løb mod mål og sparkede fladt i nettet til 2-0, da Jimmy Nielsen gik ud af målet. Gaardsøe fik comeback, og det kan ikke snige sig op på meget mere end et 5-tal på en 13-skala. Det er forståeligt, at AaB glæder sig over, at Kleber Saarenpää snart er klar som styrmand i forsvaret. AaB havde langt det meste spil og masser af chancer, men Jan Hoffmann var kampens store spiller med et hav af flotte redninger. Den største ni minutter før tid, da han ved den ene stolperod reddede Jacob Larsens hovedstød og et minut senere en flot dobbeltredning fra først Michael Silberbauer og derefter Chris Kiwomya. Indskiftninger hjalp For to uger siden havde AaB heldet i sejren på 2-1 over FC Midtjylland, og det held manglede holdet mod AB. Specielt i de sidste minutter, da det virkelig brændte på foran Jan Hoffmann, var tingene ikke med AaB. AaB blev specielt farlig, efter at alle tre reserver var kommet ind, og man virkelig lagde pres på AB. AB spillede fornuftig kontrafodbold. Hele tiden forsøgte de med flade bolde ind omkring AaBs store midterforsvar, Torben Boye og Thomas Gaardsøe, og det gav flere gange problemer for AaBerne på den våde bane. Det mest imponerende hos AB var, at spillerne på de tunge bane kunne blive ved med at have kræfter efter et hav af løbeture efter AaBerne, når de havde bolden. ABs midtbane tabte mange nærkampe til de fysisk stærke nordjyder, men det blev opvejet af fight og løben efter selv den mest håbløse bold. AaBs angrebses Indrek Zelinski nåede ikke højderne fra de to første kampe. AaBs midtbane støttede ham ikke godt nok, og ud over at han slap fri i anden halvleg og sparkede over mål, var han mere end anonym. »Vi var under stort pres inden kampen mod AaB, fordi vi kun havde fået et point i de to første kampe. AaBerne spillede bedre, end da jeg så dem mod FC Midtjylland, men jeg glæder mig over en god organisation i vores forsvar efter de tre mål, de lukkede ind i kampen mod Brøndby«, sagde ABs træner, Ove Christensen. »Det er et ungt hold med flere spillere, der kun er 18-19 år. Derfor er tre point i Aalborg meget vigtigt, for det er et svært sted at vinde. Det er min lod at bygge et ungt hold op, men det kan man kun gøre, hvis man også engang imellem vinder fodboldkampe, så de tre point er guld værd på mange områder for os«, smilede Ove Christensen, samtidig med at han roste målmand Jan Hoffmann for de mange verdensklasseredninger. To foræringer »Når vi ikke kan vinde efter så mange chancer, så er det svært at få tre point. Heldet var ikke med os, men det gør det jo ikke bedre, når vi forærer AB begge målene«, sagde AaBs træner Peter Rudbæk, der specielt var vred på Thomas Gaardsøe, efter at han tabte hovedet, da Christian Lundberg scorede til 2-0. »Vores midtbane bakkede ikke Zelinski nok op i angrebet. Boldene til ham var ikke gode nok. Heldigvis spillede vi bedre i anden halvleg efter udskiftningerne, men så mange chancer må man altså ikke brænde«, sukkede han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























