Det tætteste man kommer en European Tour-turnering i professionel golf på dansk grund er Scandinavian Masters, som i dag indledes på Barsebäck-banen på den svenske side af Øresund, og Danmark stiller da også med 'fuldt hus', fem mand. Eller rettere fire og en halv, for Steen Tinning er fortsat skadeplaget og ikke i fuldt vigør. »Lige nu ligger jeg med is på lænden, og senere i dag tager jeg tilbage til København for at tale med min norske fysioterapeut Jan Ove om, hvad vi stiller op«, sagde en mismodig Steen Tinning, da Politiken onsdag fik kontakt med ham i Barsebäck. Den 38-årige 'veteran', en af Tour'ens mest vellidte spillere, står til, som den første af danskerne, at slå ud i dag kl. 7.40, og han er indstillet på at gennemføre - på piller. »Jeg har tidligere spillet på piller, som det er nødvendigt for mig at tage før hver runde. Men de var ikke af samme type som disse, så nu må vi så se, hvordan de virker, men jeg har sikret mig, at de ikke er på listen over dopingstoffer«, siger Steen Tinning. Mandag klarede den rutinerede spiller en træningsrunde på Barsebäck-banen 'nogenlunde', men i går måtte han melde fra til den store Pro-Am-turnering. »Det kan jo ikke nytte noget, hvis den professionelle må svigte sit hold allerede efter tre huller, fordi han ikke magter mere«, konstaterede danskeren. Steen Tinning har i flere sæsoner døjet med rygsmerter, men under første runde i European Tour-turneringen på Loch Lomond-banen i Skotland i begyndelsen af juli stødte der komplikationer til og han måtte helt opgive at fortsætte. På længere sigt skal Tinning gennem en scanning af ryggen for at få stillet en diagnose. Det betyder i bedste fald endnu en pause fra turneringsgolf og i værste fald afslutningen på en strålende karriere, der 11. juni i fjor kulminerede med sejren i European Tour-turneringen Wales Open. »Og netop fordi jeg i næste uge gerne vil forsvare den titel, betyder det utrolig meget for mig at være med både i Barsebäck og i Wales«, understregede Steen Tinning. Forsvar af titel Titelforsvar er i øvrigt også lidt af et nøgleord for dette års udgave af Scandinavian Masters. Englænderen Lee Westwood kan blive den første spiller som kan prale af at have vundet turneringen tre gange, det er, hvis han vel at mærke gentager sidste års triumf på Kungsängen-banen ved Stockholm, Også to andre, tidligere dobbelt-vindere, Skotlands Colin Montgomerie og Sveriges egen Jesper Parnevik, har muligheden for denne titel, og meget passende har arrangørerne sat netop denne trio sammen i de to første runder. Den slår i dag ud fra 10. tee kl. 8.30. Ti minutter før det bliver det danske topnavn Thomas Bjørns tur fra samme teested. Woosnam tæller efter Thomas Bjørn følges blandt andre med sin gode ven og Ryder Cup-makker, den uheldige helt fra British Open, waliseren Ian Woosnam, som sikkert tæller antallet af sine køller en ekstra gang inden det går løs. Under turneringen i England for to uger siden indkasserede han nemlig to strafpoint for at bære rundt på en kølle for meget. Feltets topnavn er verdensranglistens nr. 8, Darren Clarke, Nordirland, som slår ud kl. 13 fra 1. tee i selskab med det australske stortalent Adam Scott og den svenske Ryder Cup-spiller Pierre Fulke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























