Armstrong Tour-vinder - Zabel igen i grønt

Lyt til artiklen

Mens amerikaneren Lance Armstrong sikrede sig sin tredie Tour de France-triumf og kunne trække sin 35. gule trøje over hovedet søndag eftermiddag i Paris som vinder af den 88. udgave af Tour de France og franske Laurent Jalabert flot fik fremvist sin prikkede bjergtrøje, så blev det tyske Erik Zabel fra Telekom, der sikrede sig den grønne pointtrøje for sjette år i træk. Det blev en kendsgerning, da rytterne kørte over målstregen i Paris og Erik Zabel kom ind på en andenplads efter tjekken Jan Svorada, som suverænt vandt den afsluttende spurt. Her måtte australske Stuart O'Grady fra Credit Agricole tage til takke med tredjepladsen og mistede dermed den grønne trøje til Zabel. Mens der kun var spænding om den grønne pointtrøje på tourens sidste 160,5 km lange etape fra Corbeil-Esonnes til Champs Elysees i Paris, så kunne de øvrige vindere i dette års cykelløb vise sig frem for de mange tusinde fremmødte tilskuere på Champs Elysees, hvor der også var mange danskere, som viftede med Dannebrog og flere iklædt en udgave af Laurent Jalaberts rød-hvide prikkede bjergtrøje. Danskerne fik da også masser af valuta for turen til det franske, da både Jakob Piil og Laurent Jalabert fra CSC/Tiscali var med helt fremme. Da rytterne kørte ind til de sidste 10 omgange af 6,5 km i Paris, var det traditionen tro med den gule førertrøje med Lance Armstrong og hans blåklædte US Postal hold helt i front. En gruppe med tre ryttere heriblandt Jakob Piil lagde sig efter få kilometer frem for en kort stund, inden gruppen fik yderligere selskab, således at 23 ryttere dannede en førergruppe, som udover Jakob Pill havde selskab af Laurent Jalabert, som udover titlen som bedste bjergrytter sluttede som løbets mest angrebsivrige rytter. Inden rytterne var nået til Paris gjaldt de dog ude på ruten vigtige point for Erik Zabel og Stuart O»Grady, som med hjælp fra deres holdkammerater kæmpede om den grønne pointtrøje. Inden dagens start havde australieren to points forspring. Men allerede på den første spurt snuppede Zabel de to, da han kom over stregen lige foran O'Grady, hvorefter de to havde samme pointtal. På den anden spurt tog Zabel det næste skridt, da han igen sikrede sig de seks point, denne gang foran Alexandre Vinokurov, mens O»Grady blev nummer tre og blot fik to point, og spændingen var bevaret til den allersidste spurt i Paris. Holdkonkurrencen blev vundet af Kelme, mens spanieren og Kelme-rytteren Oscar Sevilla vandt ungdomskonkurrencen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her