Lyngbysejr trods flot spil af Esbjerg

Lyt til artiklen

Superliga-oprykkerne fra fiskeribyen Esbjerg havde et hav af chancer at boltre sig i søndag eftermiddag på Lyngby Stadion, men fik ikke bolden i rusen en eneste gang. Det gjorde derimod Lyngby, og hjemmeholdet kunne prise sig lykkelig for resultatet 2-0 og alle tre point. Tilskuere var der blot 2031 af, til gengæld var de flest klædt i begge holds hjemmebanefarver, blåt og hvidt. På banen var Esbjerg trukket i den røde udebanedragt, hvilket dog langt fra tirrede Lyngby-mandskabet i begyndelsen af kampen. Esbjerg dominerede store dele af første halvleg med deres kreative angrebsopbygning. Spillerne fra Vestjylland fandt hinanden med fikse førstegangsafleveringer, og deres kombinationsspil var bedre end hos de tunge spillere fra Lyngby. Det gav flest chancer til gæsterne, der burde have bragt sig foran allerede efter fem minutters spil. Tre kæmpechancer på fem sekunder i en gang klumpspil foran hjemmeholdets Per Fahlström fusede ud i ingenting. To af chancerne tilfaldt en af Esbjergs bedste, Jerry Lucena, men han havde ikke heldet til at få hældt bolden i kassen. Senere fik samme Lucena serveret en aflevering fra midten af banen, som han helflugtede videre mod Per Fahlström, der med en pragtredning afværgede et ellers flot mål. Esbjerg fik vist teknisk fodbold på et flot niveau, og det virkede, som om de havde det som fisk i vandet foran Lyngbys tungere skyts i forsvaret. I området omkring kanten af hjemmeholdets straffesparkfelt var det hæl, tå og små vævre driblinger, der oftest var optakten til gode Esbjerg-chancer. Men skarpheden og kraften manglede i skuddene på mål. Og mens Esbjerg knoklede og knoklede, gik det som det ofte gør, når bolden er rund. Lyngbys superhurtige svensker, Tobias Grahn, fløj forbi Lars Jacobsen, der mest af alt lignede en parkeret lastbil i Esbjerg-forsvarets venstre side. Grahn bremsede ved baglinien tæt ved den ene stolpe og serverede bolden for fødderne af Mads Junker, der prikkede den over stregen uden chance for Esbjergs målmand Martin Jensen til 1-0. En ikke helt fortjent scoring, hvis man kan tale om det i fodbold, men ikke desto mindre viste Lyngby den effektivitet, som oprykkerne manglede. En angriber som Iddi Alhag, der netop er solgt til Silkeborg, var savnet, og hans afløser Erik Wahlstedt viste ikke meget af sig, før han efter et kvarters spil i anden halvleg sendte en kæmpe chance på overliggeren. Den svenske debutant fra Helsingborg kunne have ønsket sig en bedre debut, og han blev da også skiftet ud umiddelbart efter afbrænderen. Dermed gav Esbjerg-træner Viggo Jensen Superliga-debut til 18-årige Martin Heinze, og det virkede, som om den temperamentsfulde træner var villig til at prøve hvad som helst for at få sit holds mange chancer omsat til bare en enkelt scoring. Målet kom aldrig trods flere chancer, og da den fugtige sommervarme havde druknet fighterne fra Esbjerg, slog sydafrikanske John Bradley August sejren på 2-0 fast med et kanonhug med det kolde højreben som afslutning på et velopbygget angreb seks minutter før tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her