Oprykkere knækket i Parken

Lyt til artiklen

FC København nedkæmpede søndag Vejle i en kamp med masser af angreb fra begge sider. I sidste ende blev det dog klart, hvem der er oprykkere, og hvem der er mestre. FCK kunne gå i omklædningsrummet med en sejr på 4-1. Vejle var ikke kommet bare for at få tæv. Indtil overtiden af første halvleg var de med og farlige i kampen, og det til trods for, at Vejles farligste kort, dribleren Alex Nørlund, blev solidt buret inde af FCk-forsvaret. FCK viste sig dog farligst. Fronttruppen bestående af Sibusiso Zuma, Heine Fernandez og Morten Bisgaard lagde ubønhørligt pres på Vejlemålet, og med det angreb - og et fælt drop fra Vejlemålmand Boye Habekost - er det svært, at forestille sig et superligaforsvar, der kan modstå trykket. 11.488 tilskuere havde valgt at spendere den halvlumre eftermiddag i Parken. Kun et par hundrede Vejletilhængere havde taget turen til København for at støtte holdet. FC Københavns træner, Kent Karlsson, havde valgt at give Morten Bisgaard superligadebut i på højre midtbane. Bisgaard missede sæsonens første superligaopgør mod Viborg, da hans spillercertifikat ikke var ankommet fra italienske Udinese. Københavnerne klarede sig dog fint uden ham ved at slå jyderne med 2-1. Bisgaard var dog på banen de sidste 15 minutter i Champions League-kvalifikationskampen mod georgiske Torpedo Kutaisi. FCK stillede i 4-4-2 formationen, og ud over Bisgaards entre var Christian Lønstrup røget ud og Heine Fernandez ind. Han var sat ind som halvdelen af angrebsduoen ved siden af Sibusiso Zuma. Vejle rustede sig mod de stærke københavnere i den samme 4-4-2-opstilling. Træner Keld Bordinggaard havde sat Kenneth Knudsen ind på pladsen i angrebet sammen med Alex Nørlund, der viste god form og opfindsomhed, da Vejle smed en førsterundesejr væk imod Lyngby i en kamp, der endte 2-2. I forsvaret var Jan Sønksen kommet med, efter at han var en af en stribe Vejlespillere, der ikke var med i kampen mod Lyngby. Før kampen var det tid til lidt hæder til københavnerne. Dansk Boldspil-Union præmierede FCK med fair play-prisen på 50.000 kr. Samtidig får københavnerne æren af at spille med fair play-logoet på ærmet. Logoet blev gjort lidt til skamme, da der i pausen var opfordringer til, at publikum skulle stoppe med at kaste skyts på banen. Fra startfløjt var det klart, at Vejle ikke havde i sinde at vise oprykkerrespekt for mestrene. I kampens første kvarter var der angreb og afslutninger i begge ender. FCKs Morten Bisgaard markerede sig med gode indspil fra højre fløj, og det var ikke til at se, at det var første gang, han var med i startopstillingen. I den anden ende havde Vejles dribletalent Alex Nørlund det ikke så nemt som i den seneste kamp. Nørlund fik ikke meget plads til sine driblinger af FCK-forsvaret. De første kvarter var spændene og god fodbold og blev kronet af et mål i netop det 15. minut. Målet var i FCK»s favør, og det var netop Bisgaard og topscorer Sibusiso Zuma, der havde hovedrollen. Bisgaard sendte en høj bold ind fra højre. Den sejlede ind over forsvaret til en umarkeret Zuma, der med et klokkeklart hovedstød sendte bolden ind bag Vejle-målvogter Boye Habekost. Målmanden kunne ikke gøre så meget ved situationen. Vejlespillerne virkede rystede efter målet. Og kun to minutter efter kunne Zuma igen sende bolden i mål efter at være blevet spillet af Heine Fernandez. Målet blev dog underkendt af dommer Jan Hald, der dømte offside. Men Vejle havde ikke i sinde at give op. Spillerne fik gejsten igen og efter en stribe Vejleangreb, hvor FCK'erne måtte fælde Alex Nørlund for at stoppe ham, var der bonus i det 24. minut. Nørlund skød hjørnespark fra højre side af, og han fandt Kenneth Knudsen foran mål, der med hjælp af stolpen fik bolden bag FCK»s svenske målmand Magnus Kihlstedt. Målmanden virkede en anelse ubeslutsom i situationen. Vejlescoringen lagde ikke nogen dæmper på kampen. Specielt Zuma viste sig værdifuld, ved at komme ind foran mål med hurtige ryk, og det gav hjørnespark. Begge hold kom efterfølgende til afslutninger, men overvægten lå i Vejles favør. Lige indtil ét minut inde i første halvlegs overtid. På et angreb fra venstre røg bolden ind til FCKs Heine Fernandez, der trykkede et skud af mod Vejles målmand Boye Habekost. men et eller andet gik galt i redningen. Habekost tabte det bløde skud, og bolden dumpede i mål, bag den skuffede målmand til halvlegsresultatet 2-1. Det resultat skulle nu ikke holde lang tid. I anden halvlegs andet minut kom Zuma til baglinien og spillede ind til Fernandez, der stod midt foran målet. Han trykkede af og gjorde stillingen til 3-1. Og allerede i minuttet efter varHernandez igen i fokus. Foran Vejlemålet blev han i kampen om bolden væltet af Målmand Habekost, og det takserede dommeren til straffe. Et straffe som Fernandez brændte fælt med et blødt skud til højre, som Habekost havde set ud. Efter målene og chancerne stod den på FCK-dominans. Igen og igen kunne FCK»erne udspille et Vejleforsvar, der havde mistet pusten. Zuma kom til flere tætte chancer, der bare skulle have en støvlesnudes held for at gå i mål. Samarbejdet med Fernandez kørte som smurt, og Zumas dybe hurtige ryk satte Vejleforsvaret i panikstatus. Habekost måtte kaste sig for at redde skuddene, og en enkelt gang måtte en forsvarsspiller agere sidste mand på et skud af Fernandez. Zumatruslen blev dog elimineret i halvlegens 19. minut, da han blev sendt på bænken til afslapning, og Christian Lønstrup kom ind i stedet. Med udskiftningen rykkede Morten Bisgaard frem i angrebsduoen. Med omrokeringen blev der lettet lidt på angrebspresset, og Vejle begyndte at komme til afslutninger igen. Det kunne dog ikke ændre ved, at FCK konsoliderede sin sejr i det 35. minut. Igen var Fernandez med, da han nikkede en bold ned for fødderne af indskiftede Carsten Fredgaard i venstre side foran målet, og han sendte bolden i mål til slutresultatet 4-1. Med sejren gjorde FCK det klart, at de ikke har i sinde, at aflevere pokalen uden kamp. Samtidig kunne de glæde sig over, at Bisgaard er spillet hurtigt ind på holdet, og at de besidder, hvad der ligner superligaens farligste angreb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her