Bitter smag i de søde perspektiver

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Trods tilfredsheden over to markante danske rekorder på VMs afslutningsdag var det ikke uden ærgrelse, at den danske delegation i Fukuoka satte sig på tilskuerpladserne for at følge det sidste finaleafsnit. Holdmedleyen med Louise Ørnstedt (1.02,51 min.), Majken Thorup (1.10,39 min.), Sophia Skou (1.00,04 min.) og Mette Jacobsen (55,75 sek.) var alle hurtigere end i deres individuelle og sammenlagt resulterede det i en dansk rekordforbedring fra 4.15,78 min. til 4.08,69 min. En forbedring på over syv sekunder. Hurra-hurra-hurra. Og øv-øv-øv. For i VM-sammenhæng rakte det til en niendeplads - sølle elleve hundrededele sekund efter Canada på den finalekvalificerende ottendeplads. Flot og ærgerligt. »Det var stort set en optimal indsats af alle. Skifterne var i orden og alle svømmede som de skulle, så vi manglede bare en lillebitte smule held«, konstaterede sportchef Jens Glavind, mens han fra tribunen så Australien vinde finalen i 4.01,50 min., der er national rekord og næstbedste tid nogen sinde efter USAs verdensrekord. Jacob Carstensen satte også dansk rekord, da han i 400 meter medley med 4.22,74 min. var et sekund hurtigere end Lars Sørensens notering fra 1989, men her var der tale om et helt optimalt løb af Carstensen, der på 13.- pladsen var næsten to sekunder fra en finaleplads. En spændende detalje var, at der kun var én europæer i finalen og yderligere to europæere foran Jacob Carstensen, lige som holdmedleyen var fjerdebedst blandt de europæiske nationer. »Der er i det hele taget masser af spændende perspektiver i VM- resultaterne. Vi er for første gang i top-20 i nationskonkurrencen, vi har for første gang haft tre forskellige svømmere i en finale, der er sat seks danske rekorder, og Louise har med en 12.-plads opnået den dårligste individuelle placering. Det er bare gevaldigt«, som Jens Glavind udtrykker det. Han forudser nogle voldsomt svulmende danske hold, når det til december gælder kortbane-EM i Antwerpen og om et års tid europamesterskaberne på langbane i Berlin. »I Antwerpen er der en masse, der får chancen for at vise, om de kan lykkes til et mesterskabsstævne. Jeg forventer at vi stiller hold i både 4x50 meter medley og 4x50 meter fri for begge køn, så truppen bliver på i alt 12- 14 svømmere. Kravtiderne til EM på langbane er endnu ikke lavet. De kommer til at afhænge af årets verdensrangliste, og bliver derfor lavet med tilbagevirkende kraft, men alle seks VM-deltagere er i hvert fald kvalificerede«, understreger Jens Glavind.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her