Ingen fodbold i tysk tv-avis

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Der vendes i øjeblikket op og ned på de faste vaner i tysk fodbold, og millioner af fodboldfans er i oprør: De næste mange uger, måske måneder, kommer der ikke fodbold i den mest sete tv-avis, Tagesschau. Først flyttede Kirch-gruppen, der har tv-rettighederne til Bundesligaen, den store lørdagsudsendelse 'ran' på Sat. 1 fra klokken 18.30 til 20.15. Det faldt ikke helt i fodboldfolkets smag. 'ran' lå på Bundesligaens åbningsdag med 2,22 mio. seere blot på en tolvteplads efter bl.a. en gammel James Bond-film, der interesserede 3,1 mio. For 'ran' var det et blåt øje. Med den gamle sendetid blev de to timers fodboldshow set af 3,6 mio. i gennemsnit. Kortere uddrag På grund af den nye sendetid for 'ran' ville Kirch-gruppen have Tagesschau til at indskrænke reportagen fra lørdagens kampe i Bundesligaen. Tagesschau bragte tidligere i alt 90 sekunders uddrag fra tre kampe, som redaktionen selv valgte. Plus naturligvis de samlede resultater. ARD, der sender den tyske tv-avis, gik til retten for at få lov fortsat at sende uddrag af tre kampe efter eget valg. Men landsretten i München gav altså i går Kirch-gruppen medhold, så nu kommer der slet ikke fodbold i nyhedsudsendelsen foreløbig. ARD vil gå helt til tops i retssystemet, men det vil tage måneder. Den anden store tv-avis, Heute Journal på ZDF, havde allerede inden sæsonstarten i lørdags aftalt med Kirch-gruppen, at den må sende to korte udrag kl. 19. Kirch-gruppen, der har givet cirka 2,9 mia. kr. for et års Bundesliga, sender alle kampene live på betalingskanalen Premiere World. En halvdyr spøg: Med dekoder kan det for en ivrig fodboldfan løbe op i 4.000 kr. om året. Premiere, der også sender spillefilm, er ikke blevet den ønskede succes, og derfor blev udsendelsen 'ran' med de længere fodboldreportager flyttet til om aftenen, i håbet om at fodboldfolket ikke ville vente så længe. Det vil det heller ikke. Det første resultat af Kirch-gruppens manøvrer er, at radioen har fået comeback. De tyske licensbetalte radiostationer - også samlet i ARD - har nemlig ret til at sende 40 minutter live fra kl. 15.30, når der fløjtes op. Og i lørdags sad ti mio. foran højttalerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her