Politiken torsdag: På gårsdagens 229,5 km lange 16. etape fra Castelsarrasin til Sarran i et vanskeligt, aldrig hvilegivende terræn tog 26-årige Nicki Sørensen første skridt til at indfri de forventninger, mange - heriblandt også undertegnede - nærer om, at han kan udvikle sig til et internationalt topnavn. Nicki Sørensen stred sig til en fjerdeplads efter at have siddet med i dagens afgørende syvmandsudbrud, der strakte sig over 168 km. Godt en snes km fra mål trådte gruppens åbenlyst stærkeste mand, tyskeren Jens Voigt (Credit Agricole), an, og kun australieren Brad McGee (La Francaise des Jeux) var i stand til at sidde på hjul. Til gengæld havde han ikke en jordisk chance, da Voigt valgte at indlede spurten, og den sympatiske tysker, der tidligere i løbet for en kort bemærkning kørte i den gule førertrøje, fik en fortjent belønning for sin brændende fightervilje. Kamp om tredjeplads Bagude havde Nicki Sørensen og russeren Aleksander Botcharov (AG2R) skilt sig ud i kampen om tredjepladsen, og i få øjeblikke nogle hundrede meter fra stregen så det faktisk ud, som om danskeren havde lagt rivalen bag sig. Men russeren kom uimodståeligt igen, og Nicki Sørensen noteredes som nr. 4 for den suverænt bedste danske placering i den 88. Tour-udgave. »Nu skal jeg hjem og arbejde endnu hårdere. Der er noget med, at Bjarne vil have rettet min position på cyklen. Og jeg er parat til virkelig at slide for at blive bedre. Og for at kunne vende tilbage til Tour de France. Jeg har fået smag for dette løb, og jeg må simpelthen finde ud af, hvor god jeg kan blive til at klare udfordringerne«, sagde Nicki Sørensen efter at have modtaget talrige lykønskninger ved ankomsten til CSC Tiscali-camperen - derimellem et kys på panden fra holdets alternative behandler Ole Kåre Føli, der uforbeholdent proklamerede, at Nicki havde fået sin dåb som professionel cykelrytter. »Jamen, det er da rigtigt nok, at der er noget at lave om på Nickis stil. For at skære det ud i pap, sidder han jo faktisk på cyklen som en gammel dame. Når han befinder sig i en gruppe som på denne etape, og der køres med 50 km i timen, vil jeg skyde på, at han bruger 25 watt mere end de andre, fordi hans krop er så oprejst. Han skal have sat styret ned og sadlen tilbage. Så får han meget mere ud af det. Og jeg tror ikke, det bliver så vanskeligt at ændre på det, for Nicki er meget lærevillig. Jeg siger ikke det her for at nedgøre ham, men for at gøre opmærksom på, hvilke store muligheder han har for at blive meget bedre. Der skal måske arbejdes lidt med hans selvtillid, men foreløbig tror jeg, han har fået meget moral af at kunne være med til at præge så hård en etape. Jeg ser frem til, at han ad åre kan blive en stærk dansk klassementrytter«, fastslår Bjarne Riis, der ikke havde lejlighed til at følge Nicki Sørensens udfoldelser på nærmeste hold, eftersom han befandt sig i CSC Tiscali-servicevognen efter hovedfeltet med alle de øvrige fra den danske trup, der først krydsede målstregen 26.08 min. efter Jens Voigt. Yderst tilfreds rytter Hos mange ville skuffelsen over ikke at have fået det maksimale udbytte af så hårdt et slid, som de syv mand i udbruddet leverede i gårsdagens bagende franske sommerhede, utvivlsomt langt have overskygget tilfredsheden ved de flotte, men sekundære placeringer. Men sådan følte Nicki Sørensen det ikke, og det skyldes utvivlsomt hans realistiske erkendelse af egne muligheder. »Jeg kunne godt mærke på de stigninger, der kom mod slutningen, at jeg ville få det meget svært. Der var andre i gruppen, der var stærkere end mig, og da jeg fandt ud af det, vidste jeg også, at det ville blive næsten umuligt at vinde med den svære finale, der forestod. Derfor er jeg også glad nu. Jeg fik det optimale ud af situationen, og nu har jeg da set, at det kan lade sig gøre at være med i front«, lyder det fra en smilende Nicki Sørensen. Mange havde forventet, at Laurent Jalabert netop på denne etape ville gå på jagt efter sin tredje triumf, og franskmanden i den prikkede trøje var da også blandt dem, der angreb flittigt i den meget hektiske indledende fase. »Laurent havde været af sted et par gange, og jeg spurgte ham på et tidspunkt, da han sad lidt nede i feltet, om jeg skulle køre ham frem, så han kunne gøre et nyt forsøg. Men da havde han ikke lyst til at prøve mere og opfordrede i stedet mig til at sætte mig op blandt de forreste. Jeg synes, der blev kørt uhyggeligt stærkt, og det varede en rum tid, efter at vi først havde fået hul, før jeg turde tro på, at vi var sluppet afgørende fri«. »Jeg synes, jeg har mange gode minder fra Tour de France, men det her bliver nok det dejligste, med mindre da der sker noget opmuntrende også på de sidste etaper. Vi danskere har været opsat på at vise, at vi også er med i løbet, og inden jeg kom af sted, havde de tre andre, Rolf Sørensen, Michael Blaudzun og Jakob Piil, også været i udbrud«, konstaterer Nicki Sørensen, der i det samlede klassement avancerede 17 pladser, så han nu er nr. 49. Voldsomt styrt Etapen blev præget af et voldsomt styrt i feltet på en nedkørsel. Det gik værst ud over førstemanden fra Col du Tourmalet, schweizeren Sven Montgomery (La Francaise des Jeux), der har brud på næsebenet og andre knogler i ansigtet, uden at der er tale om kraniebrud. Jens Heppner (Telekom), Oscar Pozzi (Fassa Bortolo) og Marc Wauters (Rabobank), der en enkelt dag optrådte i den gule førertrøje, måtte alle på hospitalet med brækket kraveben, ligesom José Vicente Garcia-Acoasta opgav at fortsætte - muligvis med et brækket håndled. Også franskmanden Thierry Gouvenou (Big Mat) var involveret i styrtet og stærkt plaget af det. Han steg imidlertid langt om længe på cyklen og kæmpede sig de sidste 30 km alene frem mod målstregen, som han passerede 38,35 min. efter Voigt. Egentlig skulle det medføre elimination, fordi tidsgrænsen var på 29,27 min., men juryen lod under de specielle omstændigheder heldigvis nåde gå for ret, så Gouvenou får chancen for at nå med til Paris, hvis han ellers er kommet sig tilstrækkeligt i dag.