Lummerheden lå tungt over Pau, da CSC Tiscali på hviledagen havde inviteret til komsammen omkring svømmepølen på Novotel i forstaden Lescar. Men det var nu ikke det trykkende klima, der fremkaldte en temperamentsmæssig minieksplosion hos bossen Bjarne Riis, men derimod en dåse matador-mix. Den var placeret på et bord foran Rolf Sørensen, Nicki Sørensen og Michael Blaudzun i forbindelse med en hyggesnak, som DR TV var i færd med at optage. Og i første omgang troede de fleste, at det var en spøg, da Riis for i flint over det fristende sliks tilstedeværelse. Men den vildfarelse holdt ikke ret længe, for chefen gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at den gang godter ikke skulle spolere hans rytteres spisevaner. En lille uskyldig detalje, men utvivlsomt et eftertrykkeligt bevis på, hvor perfektionistisk Ørnen fra Herning går til værks. Låget blev da også hurtigt lagt på igen, mens der blev gumlet af munden, og andre, som ikke er underkastet Riis-retningslinierne tog for sig af resterne. De danske ryttere kunne ellers godt trænge til en lille uskyldig opmuntring efter en Tour, der ikke har budt på alt for mange glæder. »Jeg må indrømme, at vi ikke har været meget synlige. Jeg har ikke haft kræfterne til det, og de andre er så forholdsvis nye, at de først skal finde ud af, hvad det handler om. Vi skal bestemt prise os lykkelige over, at Jalabert har vist storform. Det er ikke for meget sagt, at han har reddet holdet«, fortæller Rolf Sørensen, der er at finde som nr. 149 og fjerdesidst i det samlede klassement. » Det er ikke en placering, jeg er stolt af, og jeg vil da meget nødigt slutte som nr. sidst. Men forhåbentlig kommer der noget positivt ud af alt det, jeg har været igennem. På de seneste etaper synes jeg egentlig, det er gået meget godt, men jeg har heller ikke været presset helt ud på grænsen af det maksimale. Lige nu er jeg imidlertid så træt, at jeg har meget svært ved at vurdere, om jeg bliver i stand til at markere mig på de kommende etaper, som jeg havde håbet på inden starten. Eller om Touren rent træningsmæssigt giver mig det udbytte, der også har været en væsentlig del af formålet med min deltagelse med henblik på løbene resten af sæsonen. Forhåbentlig sker det, for ellers skulle pokker stå i at udsætte sig for det her«. Holdets anden Sørensen, debutanten Nicki, erkender, at han på den sidste bjergetape for alvor fik øjnene op for, hvilke enorme krav der stilles for at gøre sig gældende i Touren. »Tourmalet var simpelthen uhyggeligt. Der fik jeg virkelig hammeren. Ellers synes jeg, at det de foregående dage var gået helt fint, og jeg kunne da klare mig nogenlunde over de første bjerge. Denne gang blev jeg imidlertid sat med det samme. Om jeg nogen sinde bliver en god Tour-rytter, kan jeg slet ikke overskue, men jeg har da i hvert fald mod på at forsøge igen. Jeg synes, det er et fantastisk løb at være med i, og nu ved, hvad det drejer sig om. Men kun tiden og flere starter kan vise, om det bliver et løb, jeg kan klare mig i. Det værste er overstået i denne omgang, men det er desværre også ved at være slut med de gode ben. Sådan virker det i det mindste, men jeg kan da håbe på, at det ser anderledes ud, når vi kommer i gang igen«, siger Nicki Sørensen. Og så gik pressemødet i øvrigt som det foregående med lange udredninger uden reelt indhold om eventuelle nyerhvervelser. Bjarne Riis er åben for stort set alle idéer, men lader ingen i tvivl om sin grundholdning i en ansættelsessituation - nye folk skal passe ind i hans planer for holdet, så kan de være nok så store stjerne, hvor de kommer fra. Når etapen i dag slutter i Lavaur er Laurent Jalabert blot et halvt hundrede kilometer fra sin hjemby, og den overvældende hyldest han givetvis bliver genstand for, vil antage ekstra svulmende dimensioner, hvis de 232 km bringer den endegyldige konfirmering af, at han slutter som løbets bjergkonge. Og det sker, hvis ikke Jan Ullrich vinder de fire bjergspurter, der står på programmet.