Rafter klar til finalen

Lyt til artiklen

Australiens Patrick Rafter kvalificerede sig fredag til dette års Wimbledon-finale ved at slå amerikanske Andre Agassi 2-6, 6-3, 3-6, 6-2, 8-6 i semifinalen. Det skete i en kamp, der udviklede sig til lidt af en gyser på Center Court. Med sejren er Patrick Rafter for andet år i træk i finalen i den traditionsrige turnering. Sidste år tabte han til mesteren Pete Sampras, der sensationelt blev slået ud af dette års Wimbledon allerede i fjerde runde. Første sæt lignede ellers en leg for Agassi, der er den ældste semifinalist ved en Wimbledon-turnering siden John McEnroe i 1992. På den modsatte side af nettet kæmpede Pat Rafter med amerikanerens returneringer, og efter blot et kvarters spil havde Agassi brudt to gange til stillingen 4-1. Den 31-årige Agassi satte i de følgende minutter nærmest ikke en fod forkert og vandt sættet 6-2 i løbet af bare 24 minutter. Aggresivt spil Patrick Rafter havde fået noget at tænke over, og i andet sæt blev et mere prangende spil hevet op af lommerne på australierens hvide shorts. Den tredjeseedede Rafter genfandt rytmen i sin serv og med det også selvtilliden i sit spil. Det tog ham 31 minutter at vinde andet sæt 6-3. Lyttende til råbene på Center Court var det vanskeligt at afgøre, hvem af de to spillere, der havde mest opbakning fra publikum. Men det spil, de begge leverede i tredje sæt, fik klapsalverne til at gjalde. Både Agassi og Rafter lagde pres på hinandens server og viste tennis af høj kvalitet med lange dueller indholdende snart alle slags slag. Agassi viste dog mest vedholdenhed i sit spil, pressede den 28-årige australier via sine returneringer og vandt sættet 6-3. Fjerde sæt vandt Rafter 6-2 efter et par kontroversielle linie-kendelser, der fik Agassi til at protestere. To bolde fra nederlag Det er tredje gang i træk, at Agassi og Rafter mødes i en semifinale ved Wimbledon. Agassi vandt i 1999 og Rafter sidste år. Kampene mellem de to resulterer næsten altid i sande gysere, og dét, som fredagens første fire sæt manglede i drama, kompenserede femte sæt helt og aldeles for. Rafter var to bolde fra nederlaget ved stillingen 5-4 i sidste sæt, da Agassi skulle serve. Men australieren modstod presset og formåede at bryde tilbage ved at vinde syv bolde i træk. Den 28-årige Rafter stod til sidst med tre matchbolde, hvoraf han med et baghåndsslag tog sejren hjem på den tredje af dem. Dermed vandt han 8-6.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her