Politiken mandag: Merete Pedersen havde lyst til at stille sig op og tude af glæde, da hun havde headet det danske 1-0-sejrsmål mod Norge ind over Bente Nordby i det norske mål - men det var der ikke tid til. Føringen skulle forsvares, fordi Danmark ikke kunne bruge uafgjort til noget. Med kun et point ville Italien, i kraft af sejren i det indbyrdes opgør, havde snuppet andenpladsen og være gået i semifinalerne sammen med Norge. »Men da dommeren fløjtede af, græd jeg. Det er jo så stort, at vi har slået Norge og er mellem de fire sidste i stedet for at skulle rejse hjem. Og hvis vi spiller og kæmper lige så godt igen på onsdag mod Sverige, kan vi vinde igen - og komme i finalen mod tyskerne«, funderede Merete Pedersen uden for det danske omklædningsrum, hvor der blev sunget og råbt højt. UEFAs pressechef stod og skulede lidt vredt til Politikens udsendte, der vist nok havde overskredet en eller anden grænse for, hvor pressefolkene må være, men i sejrens stund blev der ikke skredet ind over for glade danskere. »Jeg så, Julie Hauge havde bolden i højre side og gjorde klar til en lang aflevering. Det var nødvendigt at bruge det middel i slutfasen, og bolden lå så godt, at jeg kunne løbe fri og ud af øjenkrogen se den norske målvogter komme lidt sent ud. Da bolden var i mål, kunne jeg mærkeligt nok ikke finde ud af at juble helt vildt på en eller anden skæg måde. Det plejer jeg ellers nok at kunne. Men det var så fantastisk og vigtigt - selvfølgelig helt klart min mest betydningsfulde scoring nogensinde - at jeg bare løb ud til siden og blev omfavnet af medspillerne«. Merete Pedersen kalder Sverige 'et stort hold', som bliver en svær modstander på onsdag - men med den gejst, det sammenhold og de spillemæssige og fightermæssige kvaliteter, danskerne indeholder, er der grund til rød-hvid optimisme.