Jalabert op på podiet i Schweiz Rundt

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Med en tredjeplads på gårsdagens sjette etape i Schweiz Rundt strøg CSC World Onlines franske kaptajn Laurent Jalabert til tops i pointkonkurrencen. Og det er nøjagtigt den, han også satser på at markere sig i, når det går løs med Tour de France om små to uger. Målet er pointtrøjen »Der er ingen tvivl om, at Laurent har Tourens pointrøje som et af sine største mål. Måske siger han det ikke selv direkte, men jeg kender ham godt nok til at vide, hvad han sigter mod«, siger CSC World Onlines sportsdirektør Johnny Weltz, der ikke lige nu følger Jalabert i Schweiz Rundt, men i adskillige år har haft meget tæt kontakt til ham ikke mindst som holdkammerat på Once-mandskabet. Selv er Johnny Weltz i øjeblikket engageret i det franske Route du Sud, hvor søndagen bød på en stor opmuntring for Michael Blaudzun med en sjetteplads på anden halvetapes enkeltstart. »Michael er i gang med at få oparbejdet sin selvtillid igen, og dette resultat kan han virkelig bruge til noget. Enkeltstarten blev vundet af en ekspert som australieren Bradley McGee fra La Francaise des Jeux, og det var i det hele taget nogle af de rigtigt skrappe tempoeksperter, Michael var oppe mod. Så den placering er noget, der tæller. Sammenlagt ligger hans ganske vist kun nr. 23, men som han er kørende netop nu, skulle der være mulighed for at bedre på det, når vi i dag står overfor løbets skrappeste etape«, siger Weltz. Dansk offensiv I Schweiz Rundt var CSC World Online hele dagen i offensiven, og den anden af holdets tre sportsdirektører Alex Pedersen erkender, at det måske var for meget af det gode. »Vi var nok lidt for ivrige med at tilkendegive, hvad vi satsede på. Vi havde regnet med, at Jalabert kunne vinde etapen, og derfor blev hele holdet også mobiliseret til at køre tempo. Det fungerede perfekt, og det er særdeles opmuntrende med henblik på Tour de France. Vi har virkelig folkene til at sætte farten, og jeg er sikker på, at også Laurent satte pris på at få et bevis for det. Men det var lidt for åbenlyst, at vi regnede med, at Laurent skulle vinde etapen. Det gav de andre for gode kort på hånden. Han kom af sted til sidst med Sergeij Ivanov, Aleksander Vinokourov og Aleksander Moos. De fire holdt hjem med et lille forspring, men Moos, som konstant klæbede sig til Laurents baghjul, ødelagde alle franskmandens chancer. Moos var ikke selv opsat på at foretage sig noget, men Laurent skulle i hvert fald ikke vinde. Og det betød da også, at vores mand bagefter var splittertosset over den måde, Moos havde kørt på«, siger Alex Pedersen. Ivanov vandt etapen, og hans Fassa Bortolo-holdkammerat Wladimir Belli er stadig i førertrøjen. Jalabert er som nr. 8 ca. halvandet minut bagud, men det opmuntrende i Tour de France-sammenhæng er, at han tilsyneladende ikke lader en chance for at angribe gå fra sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her