Politiken tirsdag: Ingen Wimbledon-start uden en sensation, og nøjagtig som i 1999, hvor hun blev elimineret i første runde af Jugoslaviens Jelena Dokic, fremstod den schweiziske verdensetter Martina Hingis som offeret, fælt fejlende og knust i to sæt 6-4, 6-2 af ranglistens nr. 83, den 27-årige spanske doublespecialist Virginia Ruano-Pascual. Det skete på det store anlægs næststørste bane, etteren. Men for 'de gamle' som faldt er der som bekendt nye overalt, og netop nede i skyggen fra bane 1, på den noget mere ydmyge bane 19 med siddeplads til vel 150 tilskuere med smalle skuldre og korte ben, så jeg en ny tysk stjerne vokse frem, den 18-årige Bianka Lamade. Husk navnet. Det så De først i Politiken. Tysk kvindetennis har efter giganten Steffi Grafs exit oplevet et tomrum, som har vist sig næsten umuligt at fylde ud. Anke Huber, hvis største præstation har været en finaleplads i Australian Open i 1996, har i hvert fald ikke magtet det. Men jeg tror, Lamade kan. Ikke præcist som en Steffi Graf, i hvert fald ikke hvad angår græstennis. Der ligner hun med sin konsekvente angrebsstil nærmere Martina Navratilova, og det vil bestemt glæde USAs tidligere nidobbelte singlevinder i Wimbledon, at der endelig - endelig - er dukket et talent op, som har adopteret hendes form for tennis. Selvfølgelig var det der foregik på bane 19 i går, hvor verdens nr. 63 slog nr. 46, tjekken Denisa Sladkova 6-1, 6-7 (1-7), 6-3, til akkompagnement af brølene fra Hingis-ofringen på bane 1, kun at regne for et værkstedsarbejde i modellervoks. Wimbledon-debutanten Bianka Lamade har stadig meget at lære om græstennis, f.eks. at man ikke averterer stopbolde så markant som hun gjorde, og at man ikke altid bør drøne til nettet på andenserven. Tegningen til noget stort er imidlertid tydeligt nok. En stærk serv fuld af esser og et flugtspil, hvor den forholdsvis høje tyske teenager kommer glimrende ned i knæene. Det var i længden nok til at knække den tidligere kvartfinalist Denisa Slatkova. Bianka Lamade, der bor i Strasbourg og trænes af franskmanden Hubert Choudury, som også tager sig af schweizeren Patty Schnyder, har i modsætning til så mange andre talenter, startet sin karriere temmelig sent. Hun blev først professionel i januar sidste år, men siden er det også gået stærkt. Efter sine første fire turneringer var Bianka Lamade inde i top 250, og efter at hun i forrige uge, på grus i Tasjkent, havde vundet sin første WTA-turnering, rykkede hun 30 pladser op til nr. 63. Da Bianka Lamade dukkede op i menneskevrimlen på vej til sin kamp på bane 19, var hun helt alene, ubemærket af de fleste. Men der vil næppe gå lang tid, før den 184 cm høje tysker skal have vagter med for at holde fansene på afstand. Det 'problem' bliver efterhånden mindre og mindre for Martina Hingis. Lige siden den lille smilende schweizer - i mine øjne en af de mest komplette kvindelige tennisspillere verden har set - fik et sammenbrud i French Open-finalen 1999 mod Steffi Graf, efter at være blevet uforskammet behandlet af det franske publikum, har Hingis haft et problem med at genfinde spille-glæde og timing. Og det er da helt galt i Grand Slam-turneringerne. Gårsdagens chok var, med al respekt for den spanske triumfator, mere Martina Hingis, der tabte end Ruano-Pascual, der vandt, beretter pålidelige øjenvidner. Martina Hingis var kun en skygge af sig selv, og på det efterfølgende pressemøde undskyldte hun det med, at hun i den forløbne uge næsten ikke har kunnet træne - og dermed bevæge sig ordentlig - på grund af smerter i den nederste del af ryggen. Men skulle hun så ikke have undladt overhovedet at stille op? »Wimbledon er jo Wimbledon«, replicerede Martina Hingis undvigende på det spørgsmål.