FCK siger nej tak til Clemente

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Der er nu kun to dage til, at FC Københavns spillere torsdag eftermiddag indleder træningen til den nye sæson, men det er fortsat et åbent spørgsmål, hvem der skal efterfølge Roy Hodgson som manden med ansvaret for de danske mestre. Det skorter dog ikke på muligheder for den københavnske klub, der dagligt bliver kontaktet af agenter med trænernavne, som er både ledige og villige til at lede et mandskab, der står over for kvalifikationskampe til Champions League. Senest er FC København ifølge Politikens kilder blevet tilbudt den tidligere spanske landstræner Javier Clemente, som sidst stod i spidsen for franske Olympique Marseille, hvor han i april blev fyret efter kun fem måneders ansættelse. FC København har dog pænt takket nej tak til den temperamentsfulde spanier, som ikke umiddelbart passer på den ønskede profil af en træner, der med det samme kan videreføre Roy Hodgsons ideer og systemer. Masser af rygter Heller ikke engelske Bryan Robson er trods vedvarende rygter inde i billedet. Den tidligere landsholdsspiller, der er arbejdsløs efter syv år i Middlesbrough, har på intet tidspunkt været i kontakt med FCK angående jobbet. Dermed er der fortsat lagt op til gætterier på alt fra tyske Berti Vogts til danske Benny Johansen, men FC Københavns ledelse vil ikke lade sig presse af tidsfaktoren til en panikansættelse. »Roy har lavet et nummer på os, som absolut ikke var planlagt, men det har vi lagt bag os, og nu jagter vi stille og roligt den rigtige mand, som kan sikre kontinuiteten«, siger direktør Flemming Østergaard, der i øvrigt afviser at kommentere rygter og spekulationer. Forlig forude FCK-bossen skal samtidig koncentrere sig om erstatningssagen mod Roy Hodgson og dennes nye arbejdsgiver, Udinese, der i dag præsenterer englænderen som ny træner, selvom han formelt set stadig har et år tilbage af sin kontrakt med FCK. Det ser imidlertid ud til, at sagen kan slutte med forlig i stedet for en retssag mod Roy Hodgson for kontraktbrud. »Der har været en indledende samtale mellem Udineses præsident og mig selv. Den fortsætter vi på torsdag, og mere kan jeg sådan set ikke sige«, lyder meldingen fra Flemming Østergaard. I italiensk presse har der været spekuleret i, at Udinese-bossen Paolo Pozzo muligvis vil tilbyde FC København danske Morten Bisgaard som en form for erstatning, men midtbanespilleren, der lige nu er på ferie hjemme i Hadsten, har ikke selv hørt noget. »Hverken min manager eller jeg ved andet end, at jeg skal være tilbage i Italien 15. juli, og jeg gider egentlig ikke kommentere de her ting, indtil jeg ved noget konkret. Jeg har før været solgt til Lecce i pressen, uden at der kom noget ud af det, men det er da rigtigt, at jeg kun har et år tilbage af min kontrakt. Derfor skal jeg sammen med Udinese snart tage stilling til, hvad der skal ske«, siger Morten Bisgaard. Danskeren har den seneste sæson været meget skadet og er derfor gledet noget ud i periferien af førsteholds-truppen i Udinese.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her