Køb og salg er fyringsgrund

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Køb eller salg af sejr i et cykelløb - det bør være fyringsgrund. Hverken mere eller mindre. Sådan er holdningen hos den mest erfarne af CSC World Onlines sportsdirektører Johnny Weltz. Knap så drastisk udtrykker den administrerende direktør for hovedsponsoren CSC Asger Jensby det ikke, men i bund og grund er han enig med Weltz. »Det står ingen steder i vores aftaler, at en sådan situation automatisk giver anledning til fyring, som det eksempelvis er tilfældet med dopingsyndere. Når jeg alligevel kan forestille mig, at det meget vel kunne blive udgangen på det, skyldes det, at jeg særdeles tydeligt erindrer et møde med rytterne sidste efterår, hvor Bjarne Riis selv kraftigt indskærpede, at han under ingen omstændigheder ville finde sig i, at hans folk i en finale begyndte at handle om sejren. Det var ikke noget, jeg havde tænkt på at tage højde for, men jeg kan kun være fuldt ud tilfreds med den indstilling, Bjarne dengang gav udtryk for«, siger Asger Jensby. »Hvad beskyldningerne mod Bjarne Riis selv angår, kan jeg ikke forholde mig til dem og agter heller ikke at foretage mig noget. Jeg husker lige så tydeligt, at jeg under et ophold i Spanien så den omtalte etape på tv, og hvis der virkelig foregik noget fusk, fik jeg i hvert fald aldrig øje på det«. Johnny Weltz udtrykker direkte indignation omkring de stærkt omtalte transaktioner i cykelsporten - men også over det omfang, diskussionen har taget. »Jeg opfatter det nærmest som helligbrøde at sælge en sejr, og det er min helt klare overbevisning, at en mand, der findes skyldig i sådan noget, skal ud af vagten«, siger Johnny Weltz, der, inden han sidste sæson tiltrådte på det danske mandskab, var ansat som sportsdirektør hos US Postal. »Hvis jeg får fornemmelsen af, at en af mine ryttere skulle have været involveret i en handel, så konfronterer jeg ham med det. Det er helt sikkert, at den pågældende vil komme til at stå til regnskab for det. Så er det lige meget, om de køber eller sælger. Det nytter da ikke noget, at jeg nede fra servicevognen forsøger at styre løbet efter sportslige retningslinier og dirigerer holdkammeraterne til at slide som besatte, så den mand, der sidder med vinderchancen får den størst tænkelige støtte, hvorefter han så bare er interesseret i at tjene lidt lommepenge«. »De ryttere, jeg har haft med at gøre, har fået klar besked om min holdning til den sag. En sådan optræden kan vi da heller ikke være bekendt over for en sponsor, der betaler lønnen hele året rundt. Det vil jeg simpelthen ikke kunne leve med«. Men der er vel ingen tvivl om, at selve fænomenet eksisterer? »Nej, men lige nu er det bare skruet op til helt uvirkelige højder. Jeg har fulgt lidt med på Internettet i den aktuelle udvikling. Det kan jeg slet ikke genkende. Alle kæmper simpelthen så vildt for at vinde, at det kun vil være i uhyre sjældne tilfælde, at en sejr bliver solgt. Og rytterne tjener i dag så mange penge, at de slet ikke har behov for at gøre det. Det holder simpelthen ikke vand, at det er noget, der bare normalt foregår«. »Og jeg tror da også, at æren tæller langt mere end pengene for de fleste. Lad os nu bare sige, at jeg havde fået 50.000 francs f.eks. for at lade være med at vinde Tour-etapen til Puy de Dome i 1988. Hvad skulle jeg have brugt dem til i dag. Både Rolf Gölz, som jeg var i udbrud med og til sidst kørte fra, og jeg var helt vilde for at komme først over stregen, så her var der i hvert fald ikke basis for en handel. For de tænkte 50.000 francs er jo for intet at regne mod det minde, jeg nu har for livet. Det kan simpelthen ikke gøres op i penge«. Også Peter Sejer Nielsen, manageren for det andet danske professionelle cykelhold, Team fakta, mener, at de seneste dages voldsomme opstandelse er ude af proportioner. »Det, jeg har læst om sagen, siger mig, at det i bund og grund handler om, at folk ikke har den store forståelse for, hvordan professionelt cykelløb foregår. Jeg synes, det er kørt helt hysterisk op, og jeg har eksempelvis meget svært ved at kunne se, hvordan ordet bestikkelse kan anvendes i denne sammenhæng«, siger Peter Sejer Nielsen, selv driftig virksomhedsleder ved siden af cykelsportsengagementet. »Det er et almindelig anerkendt led i strategien, at der træffes visse aftaler, hvor der også er penge involveret. Og jeg kan ikke se det odiøse i, at enkelte ryttere eller for den sags skyld et helt hold, når deres egne roller er udspillet, lader sig hyre til at hjælpe andre. Det har intet at gøre med, at man køber sig til en sejr. Og det eksempel, der er kommet frem med Bjarne Riis, ophidser mig heller ikke. Om Dufaux har betalt eller ej, er for mig underordnet. Det er åbenlyst, at begge parter havde overordnet fordel af situationen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her