Ny Le Mans-triumf for Tom Kristensen

Tom Kristensen vandt Le Mans i silende regn. Foto: AP
Tom Kristensen vandt Le Mans i silende regn. Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken mandag: Racerkøreren Tom Kristensen vandt søndag eftermiddag for tredie gang 24-timers løbet i Le Mans. Som sidste år kørte han sejren i hus i sin Audi R8 sammen med italieneren Emanuele Pirro og tyskeren Frank Biele. Første gang Tom Kristensen vandt løbet var i 1997. Uden et fjerdegear og med den værste konkurrent lige i baghjulet var der maksimalt pres på den danske racerkører Tom Kristensen, da han i går morges i styrtende regnvejr blev sendt ud for at tage endnu en tørn i det legendariske 24 timers-løb Le Mans. Gearkassen skiftet På rå hurtighed under de særdeles vanskelige betingelser fik den 33-årige dansker lagt 2,40 minutter til det forspring, han og teamkollegerne Frank Biela og Emanuele Pirro havde i forvejen, og så blev der tid til at få skiftet gearkassen uden at miste føringen. Dermed kunne Tom Kristensen efter et dramatisk løb på den navnkundige bane i Frankrig for tredje gang lade sig hylde som vinder af verdens hårdeste motorløb. Og udgaven 2001 var en af de hårdeste. I halvdelen af løbet stod regnen ned i tykke stråler, og det krævede ikke kun gode køreegenskaber, men også maksimal koncentration. Og det var Tom Kristensen og hans to makkere altså bedst til. Det hårdeste »Jeg har aldrig kørt så hårdt et Le Mans, og der var mange farlige situationer på grund af det frygtelige vejr. Vi kørte af og til nærmest i blinde. Men netop under så svære betingelser var det ekstra nødvendigt at køre helt ud til limit for at bevare koncentrationen. Det var den eneste måde at gøre det på«, siger Tom Kristensen. Han peger på, at løbet også blev mentalt ekstra hårdt, netop fordi det krævede ekstra opmærksomhed, og derfor var sejrsglæden og lettelsen over at være kommet først over målstregen så meget desto større. »Fordi det var så hårdt, har jeg sovet mere end normalt til Le Mans. Jeg tror, det blev til tre eller fire timer i løbet af natten«, fortæller Tom Kristensen. Tom Kristensen, Frank Biela og Emanuele Pirro i den magtfulde Audi R8 kom i spidsen for løbet efter knap en times kørsel sidst på eftermiddagen lørdag, og bortset fra et par minutter lørdag aften bevarede trioen teten resten af de 24 timer. En særlig sejr »Jeg er meget stolt af mig selv og hele teamet efter denne sejr. Den er noget helt specielt, men de tæller alle lige meget hver for sig«, siger Tom Kristensen. Han virker forholdsvis rolig omkring løbets afgørende situation i går eftermiddag klokken 12.30, da han kørte Audien i garagen for at få udskiftet gearkassen. Den mindste fejl fra mekanikerne kunne have kostet sejren, men de svigtede ikke og havde skiftet hele herligheden ud på fem minutter og 45 sekunder. Fra det tidspunkt var triumfen en realitet. Med sin tredje sejr i Le Mans er Tom Kristensen kommet i fint selskab som en af blot 12 racerkørere, der har præsteret dette. Og det drejer sig blandt andet om legender som Jacky Ickx, Derek Bell, Phil Hill, Klaus Ludwig og Henri Pescarolo. Men danskeren stiller op igen til næste år. Han er langtfra færdig med Le Mans.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her