Politiken tirsdag: Den brasilianske fodboldverden er og bliver ikke et sted for folk med sarte nerver og ambitioner om at blive på samme arbejdsplads i længere tid. Det blev endnu engang bevist, da landsholdet i skam påbegyndte hjemrejsen fra Confederations Cup i Japan. På vej ind i Tokyos lufthavn var Emerson Leao stadig landstræner, men da holdet satte sig ombord i flyet, var beslutningen truffet. Kun en sejr i fem kampe er på brasilianske breddegrader at sammenligne med en national ydmygelse, og da det fodboldglade land samtidig kun formåede at score tre gange på 450 minutter, var Leaos skæbne beseglet. Uklar hændelse Om så den tidligere målmand på VM-holdene fra 1974 og 1978 blev fyret eller gik selv, er indtil videre uvist. Foreløbigt lyder en forklaring, at direktøren for det brasilianske fodboldforbund personligt ringede til sin delegationsleder i Japan og bad ham fyre Leao, mens andre forlydender går på, at landstræneren selv kom fyringen i forkøbet ved at tage sin afsked i afgangshallen. Under alle omstændigheder nåede Emerson Leao kun at få et halvt år som landstræner. I november overtog han stillingen efter Wanderly Luxembourgo, men siden er det kun blevet til tre sejre i ti kampe, og samtidig hænger kvalifikationen til VM næste år i en meget tynd tråd. Brasilien, der som den eneste nation har deltaget ved samtlige VM- slutrunder, er på nuværende tidspunkt kun nummer fire i den sydamerikanske kvalifikationsgruppe, hvorfra netop fire hold løser direkte billet til turneringen i Japan og Sydkorea. Samtidig mangler brasilianerne fortsat at spille svære udekampe mod både Uruguay, Argentina og Bolivia. Koryfæer siger nej Emerson Leao har da også stort set fra sin ansættelse klaget over forholdene i jobbet, hvor han endnu aldrig har haft mulighed for at råde over de bedste spillere fra Europa. Selv spillerne fra de brasilianske topklubber glimrede ved deres fravær ved Confederations Cup. Her spillede viceverdensmestrene målløse opgør mod både Japan og Canada, inden turneringen sluttede med den helt store fiasko i kampen om tredjepladsen, hvor Australien vandt 1-0. Nu har den kommende landstræner kun små tre uger inden næste afgørende opgave, der er udekampen mod Uruguay, som med en sejr kan nå op på siden af brasilianerne i VM-stillingen. Favorit til jobbet er Luiz Felipe Scolari, der i øjeblikket træner klubholdet Cruzeiro. Han har imidlertid tidligere takket nej, nøjagtigt ligesom den gamle storspiller Falcao og træneren for guldholdet fra VM i 1994, Carlos Alberto Parreira, også har gjort det. Trænerjobbet i et land, hvor alt andet end berusende sejre bliver betragtet som en fornærmelse, kræver en stærk psyke og en god aftrædelsesordning.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce