Politiken tirsdag: Hos en af det seneste tiårs bedste cykelryttere, den tyske olympiske mester og tidligere Tour de France-konge Jan Ullrich, eksisterer der ingen nådesbegreber i forbindelse med dopingsyndere. Den ihærdigt formjagtende Telekom-kaptajn har de seneste uger selv været dybt involveret i de dramatiske og for cykelsporten så traumatiske begivenheder under Giro d'Italia. Men den 27-årige Ullrich forfalder ikke til selvmedlidenhed over at være blevet barskt behandlet af de italienske myndigheder under razziaen for knap en uge siden, ligesom han nægter at blive skåret over en kam med alle dopingsyndere. »Selvfølgelig virkede det overvældende, da razziaen foregik lige omkring en. Men hvis det er, hvad der skal til, hilser jeg det velkomment. Jeg har ikke noget til overs for de folk, der snyder. Hverken et eller to års udelukkelse er tilstrækkeligt. De skal simpelthen ikke have lov til at køre mere«, lyder den tyske superstjernes dom ifølge internet-hjemmesiden radsport-news.com. I øvrigt tyder meget på, at det flammende italienske temperament buldrede lige lovligt voldsomt, da adskillige aviser i Støvlelandet meddelte, at omkring halvdelen af Giro-feltet var under dopingmistanke. »Det er ren fantasi«, erklærede en af hovedpersonerne i razziaen, den næstkommanderende ved statsadvokaturen i Firenze, Luigi Bocciolini, i går, samtidig med, at han understregede, at der forestår et enormt stort arbejde, før efterforskningen er tilendebragt. Det ændrer ikke ved, at der er en mængde sager under opsejling. Og en kendsgerning er det, at 1. divisionsmandskabet Liquigas har suspenderet ingen ringere end den ukrainske enkeltstartsverdensmester Sergei Gonchar samt italienerne Marco Zanotti, Ellis Rastelli, Denis Zanette og Gianni Faresin. Det er en længerevarende undersøgelse, som har ført til dette skridt, der også omfatter en af holdets tidligere læger Enrico Lazzaro. Liquigas er udset til at være en af de helt store attraktioner under årets Post Danmark Rundt, men den seneste udvikling har da givet Danmarks Cykle Unions direktør Jesper Worre grund til overvejelser omkring engagementet. »Men når Liquigas reagerer på denne måde, er jeg meget beroliget. Det viser, at holdet er fuldstændig på linie med os. At doping skal bekæmpes for enhver pris. Det grundlæggende synspunkt ændrer vi aldrig på, og selv om det rundt omkring måske nok kan se lidt broget ud, synes jeg, det er opmuntrende, at der, som f.eks. Fassa Bortolos sportsdirektør Giancarlo Ferretti viste, da han umiddelbart fyrede sin stjerne Dario Frigo, ikke længere er nogen slinger i valsen«, siger Jesper Worre.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Han er en af valgets helt store historier, og sejren kan sige en del om demokraternes fremtid
-
Kl. 4 kalder CNN nattens hidtil største chok: Sådan gik valget time for time
-
Chef: »Der er altså mennesker, som ikke længere lærer at gøre det her. Det bliver et problem for samfundet snart«
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Anmelder: Det er måske den bedste chokoladekage, jeg har fået i København
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Nis Bank-Mikkelsen