Silkeborg smed sølvet

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Det skulle have været sølvfest, istedet blev det til et nederlag til nedrykkerne fra Herfølge og bronze-medaljer. Silkeborg kunne ikke omsætte spil og chancer til mål, og så kunne to kontra-mål fra Karsten Myssing og Chris Hermansen give nedrykkerne deres første sejr i ti kampe. Første halvleg var mere kedelig end en Sankt Hans-aften i regnvejr. Silkeborg-spillerne lignede nogen der var begyndt at tænke på snobrødsbrød og pølser frem for sølvmedaljer. Faktisk var det nedrykkerne fra Herfølge der virkede mest aggressive, men holdets ringe evner gjorde det umuligt overhovedet at skabe noget der mindede om regulære chancer. Silkeborg var en skændsel, og det kan ikke have været spillet fra den første halve time, der har gjort Silkeborg til tophold i denne sæson. Selv den evigt fightende Morten Bruun, som spillede sin sidste kamp for Silkeborg efter 13 år i klubben, lignede én, der allerede havde indstillet karrieren. Først i de sidste fem minutter kom der gang i sølvaspiranterne. Herfølges midterforsvarer Torben Christiansen satte panden på et indlæg, som sejlede hen over keeper Claus Udengaard, men det fremragende forsøg på selvmål prellede af på overliggeren. Men forsøget var nok til at Silkeborg kom igang. Specielt topscoreren Henrik 'Tømrer' virkede på stikkerne, og da Claus Udengaard totalkiksede en bold, som skulle have været ekspederet ud af amtet, var målmageren hurtig i opfattelsen og klappede til læderet første gang. Men Udengaard nåede tilbage, og fik reddet sig ud af sit eget sovseri. I anden halvleg kom der mere gang i sagerne. Tankerne om snobrød var skiftet ud med drømmen om sølvmedaljer, og Silkeborg satte sig totalt på kampen. Det passede tilsyneladende Herfølge, som kunne trække sig tilbage og leve på kontra, og selvom hovedparten af tilskuerne på Silkeborg Stadion nok sad og ventede på en østjysk scoring, så blev det Herfølge, der kunne bringe sig i spidsen, da Karsten Myssing garnede en aflevering fra Kenneth Jensen ind bag Peter Kjær. Tre minutter senere kom Silkeborg dog tilbage i kampen, da Herfølges Henrik Lykke satte panden på et indlæg fra Silkeborgs Brian Pedersen og scorede i eget net, let presset af Thomas Røll, som ligesom Morten Bruun spillede sin sidste kamp for Silkeborg. Han er næste år hos mesterholdet FC København. Endnu engang var der lagt op til sølvdans. Publikum regnede med det, Silkeborg-spillerne lignede nogle, der regnede med det, men med fem minutter igen tørrede indskiftede Denni Conteh godt og grundigt Michael Larsen i højreside, og sendte bolden ind til forreste stolpe til en fuldstændig blank Chris Hermansen, der kunne slukke sølvdrømmene og give nedrykkerne deres første sejr i ti kampe og lade Herfølge sige pænt farvel til Superligaen. Silkeborg fik bronze, mens Herfølge slog topholdet, men må en tur ned i første division. Det er fakta på en aften, hvor Silkeborg ikke gav de store forventninger til klubbens deltagelse i Europa Cuppen efter sommerferien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her