FCK vandt igen

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Selv Flemming Østergaard kunne ikke have ønsket sig en bedre iscenesættelse end denne juni-onsdag i Odense til at få overrakt guldmedaljerne til FC Københavns danske mestre i fodbold. I smukt solskin var dagen begyndt allerede klokken 10 hjemme på Frederiksberg, hvor endnu et rådhus-besøg blev overstået, inden turen gik til den fynske hovedstad. Her var himmelen også blå, mestrene optrådte i special-fabrikerede guldstøvler, mens hjemmeholdet OB absolut ikke ville de prominente gæster noget ondt. I stedet fik de omkring 3.500 medrejsende FCK-fans fred og ro til at hylde deres helte, som inden selve guldceremonien uden alt for store problemer vandt sæsonens sidste opgør med 1-0. Roy Hodgson havde da også inden kampen understreget, at københavnernes rekordserie på 17 kampe i træk uden nederlag skulle øges til 18, og træneren modstod fristelsen til at give stamspillerne fri. Kun en småskadet Heine Fernandez og Thomas Thorninger blev erstattet i startopstillingen af Pascal Simpson og Peter Christiansen. Umiddelbart betød det nu ikke noget for spillet. FC København begyndte nøjagtigt lige så dominerende som mod Brøndby, og til de medrejsende fans store jubel gav overvægten hurtigt udbytte fra en højst uventet kant. Anfører Michael 'Mio' Nielsens rolle på holdet har nemlig aldrig været som skarpretteren, men ikke desto mindre var han efter ti minutter lusket med frem, da Pascal Simpson fik headet en lang bold ned for fødderne af Sibusiso Zuma. I bar befippelse over at sydafrikaneren havde bolden, koncentrede samtlige OBs forsvarsspillere sig om at dække ham op, og så lagde Zuma stille og roligt bolden til rette for sin anfører, der placerede den fint i det ene målhjørne. GESTUS TIL STÅLE Det mål lagde underligt nok en total dæmper på kampen, og selvom hjemmeholdets træner Troels Bech havde proklameret offensiv satsning med tre angribere, var Søren Berg og Claus Madsen det meste af tiden en del mere defensive end fremadrettede på wingpladserne. Fynboernes optakt bestod ellers i, at en placering i den bedste halvdel af Superligaen ville give dem en hjemmekamp mere i næste sæson, men den gulerod var åbenbart ikke appetitlig nok til den helt store indsats bortset fra hos Søren Andersen, der som sædvanlig jagtede alt og alle. Det førte i anden halvleg til et par løse og en enkelt stor chance foran Thomas Myhres mål. Skarpheden var imidlertid fraværende på en aften, hvor selve fodboldspillet til sidst bare skulle overstås, så medaljerne og ferien kunne blive en realitet. »Jeg er meget tilfreds. Det var en god kamp at slutte med, og det er altså ikke ethvert hold, der kan rejse herover og vinde en fodboldkamp tre dage efter, de er blevet danske mestre«, lød de afsluttende ord fra Roy Hodgson, mens hans spillere blev hyldet med pokalen. Den overrakte Dansk Boldspil-Unions formand Poul Hyldgaard til Michael 'Mio' Nielsen, der som en gestus valgte at bære den sammen med Ståle Solbakken, som tidligere på sæsonen måtte indstille karrieren på grund af hjerteproblemer. Og på den måde sluttede dagen, som den var begyndt. I Idyl.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her