Tyndt Herfølgehold tævet af AB

Lyt til artiklen

AB sagde søndag farvel til nærmeste konkurrent i Superligaen ved at tæve et modløst og tungt Herfølgehold med 3-0. Herfølgespillerne formåede slet ikke at sætte sig op til opgøret, der blev en ensidig kamp, hvor AB-overtaget resulterede i et væld af målchancer til gæsterne på Herfølge Stadion. Kontrasten til søndagens topopgør mellem FCK og Brøndby i Parken kunne næppe være større. Herfølge Stadion virkede meget tomt, eftersom kun 1003 tilskuere havde valgt at satse på tørvejr og værdig fodboldunderholdning. Tørvejret fik de, men underholdningen blev en ensidig forestilling med AB i hovedrollen. Opgøret på Herfølge Stadion havde ingen som helst betydning for nogen af holdene. Herfølge ligger solidt på den ene nedrykningsplads, mens AB ikke kan rokke ved, at de ender som nummer tredjesidst i Superligaen. Herfølges spillende træner, John 'Faxe' Jensen, havde valgt at sætte sig selv på midtbanen, og foran ham var angriberne Kenneth Jensen, Chris Hermansen og Denni Conteh i 4-3-3-opstillingen. Akademikerne stillede i 4-4-2-opstilling. Ali Akida og Jesper Falck var spydspidserne, mens dagens hovedperson lurede på højre fløj i form af Jan Michaelsen. Efter startfløjt følte dagens modstandere hinanden lidt på tænderne, og der var et par ufarlige angreb i begge ender. Men efter de første 10 minutter blev det klart, at det var AB»erne, der sad på spillet. Herfølgespillerne virkede tunge og umotiverede, og når der skulle kæmpes om en bold, så var det AB»erne, der trak det længste strå. Så kampen begyndte at blive spillet med Herfølgespillerne som sjældne gæster i AB-forsvaret. Og det måtte jo gå galt. ABs skudforsøg blev flere og farligere, og i kampens 19. minut gav Herfølge efter for overmagten. ABs unge angriber Ali Akida fangede bolden lidt uden for målfeltet i venstre side, snurrede rundt og serverede bolden for Jan Michaelsen, der ubemærket var lusket ind i den højre side af målfeltet. Herfølges målvogter, Claus Udengaard, formåede ikke at gøre sig bred nok, og Jan Michaelsen scorede kampens første mål i ABs favør. Målet hjalp ikke på humøret iblandt Herfølgespillerne. AB blev ved med at presse, og de stoppede Herfølges angribere lang tid før, de kunne blive farlige. Efter at have siddet på kampen varede det heller ikke mere end til det 30. minut, før ABerne kunne score igen. Og det var igen Jan Michaelsen, der var den afgørende faktor. En indspilning fra venstre sejlede gennem det passive Herfølgeforsvar, og Jan Michalesen havde igen sneget sig ind til skud fra højre side af. Han tæmmede elegant bolden og hamrede den i kassen til 0-2. Målet var af den slags, der får fodbold til at se nemt ud, selv om det ikke er det. Resten af halvlegen blev spillet i total AB-kontrol, og Herfølges tropper var kun sjældne gæster på modstandernes banehalvdel. I pausen havde John 'Faxe' Jensen byttet Tommy Schram ud med Jeppe Vestergaard. Men selv om at hjemmeholdet gik på banen og spillede et par minutter med noget, der lignede lidt selvtillid, var det stadig AB, der dominerede affæren. ABs angriber Ali Akida havde haft et par fejlafleveringer i den første halvleg. Han kom dog ud og leverede mere skarpt spil i den anden med driblinger og fightervilje foran. Og Ali Akida kæmpede også for at nappe bolden, da Herfølges forsvarsspiller Torben Christiansen var ved at klovne i det, da han tog en dribletur foran eget mål samtidig med, at han havde Ali Akidas støvler fægtende omkring sine egne. Det lykkedes dog Torben Christiansen at få bolden væk i sidste ende. Efter situationen viste Ali Akida sig i flere og flere situationer, og han begyndte at ligne en målkandidat. Men det var i stedet midtbanespilleren Lars Larsen, der i det 74. minut satte trumf på. Med et langskud fra venstre side af, sendte han bolden ind bag Claus Udengaard til stillingen 0-3. Herfølges Thomas Høyer blev udskiftet af debutanten Dennis Dandry, efter at Thomas Høyer løb direkte ind i ABs Martin Albrechtsen. Den omtumlede Thomas Høyer var uden bevidsthed et øjeblik og pådrog sig en lettere hjernerystelse, der formodentlig resulterer i, at han ikke spiller onsdag. Efter målet til 0-3 tabte Herfølge endnu mere humør, og AB så endnu mere farlige ud. Herfølge begyndte gennem den anden halvleg at skifte nogle af deres nye spillere ind. Jesper Nielsen afløste John 'Faxe' Jensen, men det kunne ikke ændre ved den overbevisende AB-dominans, der blev ved med at præge kampen til sidste fløjt. Kampen på Herfølge Stadion lignede et opgør mellem klubber i forskellige divisioner. Hvilket også er sandt når Herfølge efter kampen mod Silkeborg på onsdag vinker farvel til Superligaen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her