Den ambitiøse oprykker-klub, FC Midtjylland, har efter sin første sæson i Superligaen kvalificeret sig til UEFA Cuppen. Søndag blev den nye status som Europa Cup-hold en realitet, da de midtjyske 'ulve' hjemme på Ikast Stadion i ligaens næstsidste runde skambed HFK Sønderjylland med 6-0. Samtidig fik midtjyderne hjælp af AGF og Silkeborg, der gjorde det af med AaB og Viborg - konkurrenterne til den sidste europæiske plads. Til gengæld betød Silkeborgs sejr på Viborg Stadion, at FC Midtjylland ikke kan nå bronzemedaljerne. Men det betød mindre for de 4478 tilskuere, der efter en fremragende debut-sæson i landets fornemste fodboldrække kunne se heltene fra Ikast-Herning udradere deres sønderjyske oprykkerkolleger. Silkeborg snuppede reelt den sidste UEFA Cup-plads med deres tredjeplads, men da de allerede er pokalmestre og dermed sikret adgang, dumpede den plads ned i midtjydernes turban. Morten Skoubo og Allan Bak Jensen scorede begge to gange, mens Peter Sand og uheldige Søren Lund Larsen i eget net sørgede for de sidste scoringer i udraderingen af HFK. Gæsterne fik midterforsvarer Per Hamborg vist ud efter en god halv time, og det pillede den sidste brod ud af HFK. Der gik bare et minut og 30 sekunder af kampen, før hjemmeholdet bragte sig foran på et tidspunkt , hvor de gæstfrie sønderjyder slet ikke var i omdrejninger. 20-årige Morten Skoubo modtog kuglen midt på banen, gik uberørt gennem HFKs midterforsvar og sendte bolden forbi Jesper Mortensen, der ikke gjorde meget andet end at sætte sig på bagdelen i det sønderjyske mål. Det gjorde han og holdkammeraterne nu ikke i resten af halvlegen, hvor de gradvist overtog mere initiativ uden dog at blive rigtigt farlige på andet end et par hjørnespark, hvor det til gengæld også brændte godt på foran hjemmeholdets bur. Midtjyderne var fortsat farligst, og topscorer Allan Bak Jensen, der scorede to gange mod HFK i forårets første møde mellem de to oprykkere, burde have sparket et par mål ind i de første 45 minutter. Også Skoubo stod for en slem afbrænder, og de midtjyske tilskuere må en overgang have frygtet, at de allerede nedrykkede gæster havde lullet ulvene i søvn og kunne drille UEFA Cup-aspiranterne. Men alt det ændrede sig med Hamborgs udvisning, selv om der ikke blev scoret yderligere i de første 45 minutter. For blot to minutter efter pausen, hvor publikum havde fordrevet tiden med at se på cheerleaders og lytte til Tørfisk, lynede unge Morten Skoubo igen. Hans anden fuldtræffer var en ren perle, da han uimodståeligt first-timede Thomas Thomasbergs aflevering i nettet. Herefter faldt de ellers ofte heroisk kæmpende sønderjyder fuldstændig fra hinanden i en anden halvleg, hvor de hverken sled meget på læderet og græsset på modstanderens banehalvdel. Selv om det var på en billig baggrund blev den forskel på oprykkerne, som HFK selv har været ivrige til at fremhæve, effektivt udstillet. Sønderjyderne virkede fysisk og mentalt totalt drænede, mens hjemmeholdet til stadiospeakerens lunende meldinger fra Århus og Viborg Stadion leverede paradefodbold i gå-tempo. Status efter første Superligasæson for de to klubber med nye navne: HFK Sønderjylland direkte ned og FC Midtjylland ud i Europa.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























