Boksning: På jagt efter million-eventyret

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Amerikansk stjerneadvokat eller danske næver - som promotor Mogens Palle ser det eksisterer der stadig disse, hvor for sig særdeles effektive midler til, at en af Danmarks populæreste idrætsudøvere i det seneste årti, Brian Nielsen, på et eller andet tidspunkt får den dollarforgyldte dyst om en VM-titel i professionel sværtvægtsboksning. Chancen fortonede sig ellers tilsyneladende sig i det fjerne, da det i den forløbne uge meddeltes, at den nykårede verdensmester Hasim Rahman alligevel ikke vil møde sin tidligere danske arbejdsgiver i begyndelsen af august i Beijing. Alle troede ellers, at det denne gang var ganske vist, at det nu skulle lykkes for superbamsen fra Korsør at nå sine drømmes mål, da ingen ringere end bagmanden over alle i den barske nævefægterbranche Don King på pressemøder i såvel USA som Kina proklamerede, at Brian Nielsen var udvalgt som den første til at møde amerikaneren, som forbløffede den ganske bokseverden med at sende Lennox Lewis til fuld tælling med en bragende højrehånd. Men siden har piben fået en anden lyd, og det agter Mogens Palle ikke umiddelbart at affinde sig med. »Via min amerikanske forbindelse Robert Mittleman er en amerikansk topadvokat med stor viden om boksning nu i gang med at se på sagen. Det handler jo ikke om, at Brian og jeg påstår, at vi har haft en eller anden tys-tys aftale med Don King. At kampen mellem Rahman og Brian skulle finde sted, er blevet bekendtgjort via alverdens medier. Og selv om der ikke foreligger noget på skrift, er en mundtlig overenskomst fuldgyldig. Det kan end ikke en Don King løbe fra«, siger Mogens Palle. »At Rahman af egen drift skulle finde på at kalde Brian for en gang vådt dansk wienerbrød eller noget i den retning, nægter jeg simpelthen at tro på. Det er ord, han har fået lagt i munden. Og det er noget sludder, som det er fremgået af amerikansk presse, at Brian skulle have været sparringpartner for Rahman. Det var jo lige omvendt. Både da vi var i USA, hvor amerikaneren kom og hentede os i lufthavnen og i øvrigt opførte sig fantastisk fint. Og de to gange, han har været her i Danmark. Jeg talte da også med Rahman fire-fem, dage efter, han var blevet verdensmester, og han forsikrede mig om, at Brian ville være den første, der fik en chance. Når han alligevel bakker ud, er jeg overbevist om, at det er et led i en overordnet Don King-strategi. Og desværre for Rahman, tror jeg, det både går ud over ham og Brian«. »Don King har ganske enkelt indset, at han har lovet Rahman meget mere, end han kan holde. 10 mio. dollars for at møde Brian, 20 for Lewis og 30 for Tyson. Han har ikke baggrund for at udstede disse løfter, så nu har han skrevet en kontrakt for seks kampe med et andet nyt håb David Izon, der skal overtage Brian Nielsens plads i Beijing. Og går det som Don King håber, sørger Izon for at ekspedere Rahman ud i mørket, så King slipper ud af sine økonomiske forpligtelser med Rahman«. »Jeg vil ikke finde mig i at blive tilsidesat i det rænkespil. Derfor er advokaten i USA i fuld gang med at undersøge, hvilke muligheder der er for en kompensation. Men jeg tror da på, at Brian med sin kunnen selv stadig kan skaffe sig en tilsvarende indbringende dyst. Det sker, hvis han kan vinde EM-opgøret mod ukraineren Vatali Klitschko. Nu skal Brian selvfølgelig først lige have overstået kampen mod Orlin Norris på Brøndby Stadion 16. juni. Men går alt efter planen bokser han samme sted om europamesterskabet mod Klitschko i september, og det bliver i givet fald den dyreste kamp nogen sinde på dansk grund, efter at vi vandt purseofferet med et bud på ni mio. kroner«, konstaterer Mogens Palle.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her