De danske landsholdsspillere kan spinde millioner af kroner på at være passager i Morten Olsens succesfulde fodboldlokomotiv med kurs mod VM-slutrunden i Japan og Sydkorea næste sommer. Så kontant lyder det fra spilleragenten Karsten Aabrink omkring betydningen af, om en spiller er på landsholdet eller ej. Ifølge den danske agent, der har haft Det Internationel Fodboldforbunds (FIFA) licens til at handle spillere siden 1998, kan en landsholdsplads i enkelte tilfælde betyde, at salgsprisen på en spiller fordobles. Indirekte handler det således også om andet end ære og nationalfølelse, når spillerne løber på banen i Parken eller ude i Europa i den rød og hvide nationaldragt. »En landsholdsplads har helt klart en positiv indflydelse på en spillers prisskilt. For det første er landsholdet et godt udstillingsvindue. Desuden er det vigtigt for klubberne, at de har en attraktiv vare at præsentere for deres fans, når de har købt en ny spiller. Og det er attraktivt at have en landsholdspiller i truppen«, siger Karsten Aabrink. At pris og landsholdpladser hænger sammen, er den hurtige kantspiller Dennis Rommedahl et godt eksempel på. Indtil landstræner Morten Olsen udtog ham for første gang i efteråret, og siden gjorde ham til fast mand på landsholdet, så havde den 22-årige dansker svært ved at komme på sit klubhold PSV Eindhoven i Holland. Men siden landsholdsdebuten har Rommedahl optrådt oftere og oftere i startopstillingen hos de nykårede mestre fra Æresdivisionen. »Lidt groft sagt har Morten Olsen jo nærmest opfundet Dennis Rommedahl. Og efter min vurdering, så er salgsprisen på Rommedahl steget mellem 50 og 100 procent siden debuten på det danske landshold i efteråret«, siger Karsten Aabrink. Rommedahl ved godt, at han har meget at takke Morten Olsen for. Det lægger han ikke skjul på. Heller ikke på tirsdagens pressemøde i Vedbæk forud for onsdagens VM-kvalifikationsopgør i Parken mod Malta. »Det har da været en ekstra bonus for mig at komme på landsholdet, men jeg ønsker ikke at blive solgt lige med det samme. Jeg har det godt i PSV, så derfor kommer jeg ikke til at tjene mange penge på, at min markedsværdi måske er steget«, siger Dennis Rommedahl. Selv om landsholdsspilleren tænker mere på det sportslige netop nu, så stod han blandt andet på grund af landsholdspladsen med gode kort på hånden, da han i marts efter længere tids forhandlinger forlængede sin kontrakt med den hollandske storklub frem til 2005. Der sprang danskeren et godt stykke op i løn-hierarkiet og tjener med den nye kontrakt formentlig mellem seks og syv millioner kroner årligt. Ipswich har kig på Nygaard Også Marc Nygaard, der til dagligt spiller i den hollandske klub Roda, kan mærke, at landsholdet løfter øjenbryn hos klubber og spilleragenter. Senest har den engelske Premier League-klub Ipswich givet et konkret bud på 60 millioner kroner på danskeren. Englænderne var på plads i Parken i lørdags mod tjekkerne og har også meldt deres ankomst til Malta-opgøret. Også selv om det er stærkt usikkert, om Nyggard kommer på banen. Den seneste af hans to kampe på landsholdet var som indskiftningsspiller mod Tjekkiet i Prag i marts. »At være med i landsholdstruppen giver en højere status. Og jeg kan fornemme, at flere klubber har fået interesse for mig som spiller, efter jeg har været med i landsholdstruppen et par gange«, siger Marc Nygaard dagen før Malta-opgøret. Han forventer ikke en plads i startopstillingen, men håber at blive indskiftet. Og først efter onsdagens kamp vil han tænke på Ipswich. Ifølge Karsten Aabrink er der forskel på hvilke spillere, som kan få mest ud af at være med på landsholdet. »En spiller som Martin Laursen har vel øget sin salgspris med godt 25 procent. Men for Thomas Sørensen, så har landsholdet ikke den store betydning. Han er i forvejen så stort et navn i Sunderland og den engelske Premier League, at det er hans status i den engelske liga, som sætter prisen på ham. Generelt kan man sige, at jo højere klubniveau en spiller optræder på, jo mindre betydning har en landsholdsplads for prisen«, siger Karsten Aabrink.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























