Politiken søndag: Dansk Boldspil Union lavede en fuldtræffer, da Morten Olsen blev ansat sidste år. Med den herlige 2-1-sejr over Tjekkiet i aftes i Parken er det danske VM-hold ubesejret i ni kampe med den tidligere landsholdskaptajn som landstræner, og Danmark har et mandskab, der både spiller flot, medrivende fodbold og skaber flotte resultater. Det var en bragende flot holdpræstation, som lå til grund for den helt fortjente triumf, der blev belønnet med orkanagtigt bifald. Danskerne havde mest spil og flest chancer og bankede et stærkt tjekkisk mandskab, der her i København led det første nederlag i 19 kvalifikationskamp i VM- og EM- sammenhæng, da Jon Dahl Tomasson headede sejrsmålet ind til sidst på Martin Jørgensens centring. Mens det danske hold var i den forventede startopstilling, med Brian Steen Nielsen som afløser for den karantæneramte Thomas Gravesen og Martin Jørgensen på venstrekanten i stedet for Jesper Grønkjær, havde den tjekkiske landstræner Jozef Chovanec foretaget nogle overraskende dispositioner. Den unge Petr Johana debuterede i forsvaret, og i front var den store Jan Koller afløst af den endnu højere Vratislav Lokvenc. Midtbanestjernen Pavel Nedved fra italienske Lazio var, som Politiken annoncerede, med i anførerrollen, men han var meget længe om at komme i gang mod de aggressive og offensive danskere, der længe i første halvleg spillede glimrende fodbold. Bundesliga-målkongen Ebbe Sands hurtige 1-0-mål på hovedstød på Stig Tøftings hjørnespark til den danske superstart fyrede ekstra op under det veloplagte publikum, og de danske spillere udnyttede tilskuernes energiske opbakning til at styre kampen. Tjekkerne måtte ganske vist længere frem, end de havde planlagt, men over for det taktisk godt indstillede danske hold, fik gæsterne længe ikke lov at skabe farligheder. Der var anderledes bid i de danske fremstød. Dennis Rommedahl sprintede af sted i højresiden og havde flere gode indlæg, og Ebbe Sand var pågående og beskæftigede uafbrudt de tjekkiske forsvarere. I venstresiden var Martin Jørgensen ikke så meget med i begyndelsen, men han brillerede med fine driblinger og nydelige tekniske detaljer, og på midtbanen udstrålede Stig Tøfting autoritet. Han var nærkampstærk, en god i gangsætter, og både han og Jan Heintze fyrede fine langskud af. Brian Steen Nielsen skærmede godt af for Pavel Nedved, og i midterforsvaret var Martin Laursen brillant i luften og meget stærk i tacklingerne. René Henriksen udstrålede ro og overblik, og den evigt unge Jan Heintze lukkede dygtigt af i venstresiden, behandlede bolden med omtanke og var kvik til at komme med frem på banen. Thomas Helveg var derimod et svagt punkt på højrebackpladsen. Han spasninger var upræcise, han virkede lidt usikker, og til slut i første halvleg - hvor danskerne det sidste kvarters tid havde smidt bolden væk mange gange og spillet for snævert - var Helveg tøvende i et indgreb over for Roman Tyce. Med et fornemt højrebensspark sendte Tyce bolden op i det fjerneste målhjørne, hvor Thomas Sørensen, der ellers ikke havde haft meget at bestille, ikke kunne nå op. 1-1. Straks fra anden halvlegs begyndelse fik danskerne presset spillet højere op, og Ebbe Sand, der spillede en kanonkamp, viste sin store farlighed. Han var tæt på at bugsere bolden ind med hælen på et Rommedahl-indlæg, og han hovedstødte en Martin Jørgensen-centring på stolpen. Da Stig Tøfting mistede bolden, fik tjekkerne en stor kontrachance til Patrik Berger, men heldet var med danskerne, der slap med skrækken. Martin Jørgensen blev bedre og bedre i venstresiden, og både han og Dennis Rommedahl, der var målrettet i sit spil, sørgede for at skabe god bredde og få mange bolde ind fra siderne. Ligefrem poleret og smukt var det danske måske spil ikke, men der var vilje og engagement over foretaget. Spillerne hjalp hinanden og flyttede sig og bestræbte sig på at spille det spil, kvikt pasningsspil og over fløjene, som Morten Olsen arbejder så hårdt med på træningsbanen og holdet udvikler fra kamp til kamp. Stig Tøfting havde et nyt dumt boldtab, der gav tjekkerne en af de frygtede kontramuligheder. Vladimir Smicer blev spillet fri i venstre side og fyrede løs, men måtte se Thomas Sørensen gå frem og blokere. En fornem redning af den dygtige målmand. Tjekkerne spillede noget afventende og holdt sig tilbage på banen, så danskerne var spilstyrende efter pausen, hvor Morten Olsen modigt sendte Claus Jensen på banen for at forstærke offensiven på Brian Steen Nielsens bekostning. Martin Jørgensen tryllede på venstrekanten og havde sejrsmålet foran sig, da han skar ind i feltet, men han blev generet en smule, mistede balancen, og den store mulighed gik tabt. De danske forsvarere skulle hele tiden være opmærksomme, og de hindrede, at Thomas Sørensen skulle vise sin klasse igen i slutfasen i den intense, spændende og tempofyldte match. Der er stadig lang vej til Japan og Sydkorea, hvor slutrunden foregår næste år. Men den blev afkortet i aftes, og det er Danmarks fordel over for konkurrenterne, at vi kun har én udekamp og tre hjemmekampe tilbage. Og på onsdag aften vinder en sikker sejr over Malta i Parken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























