Simoni klarede temporidt

Lyt til artiklen

Nu bliver bjergrytteren Simoni svær at slå. Italieneren Gilberto Simoni (Lampre) rykkede søndag tættere på sit livs største triumf, da han med en stor kraftanstrengelse på den 55 kilometer lange enkeltstart ved Gardasøen, bevarede føringen i Giro d'Italia. Landsmanden Dario Frigo (Fassa Bortolo) lå på andenpladsen inden dagens etape, men er traditionelt langt bedre end Simoni i de opslidende tempokørsler mod uret. Derfor var han favorit til at overtage føringen i løbet, hvor han blot skulle køre 44 sekunder hurtigere end Gilberto Simoni, der er bedst i bjergene. Få kilometer før målet var forskellen mellem dem 39 sekunder, men Simoni, der startede lige bag Dario Frigo, fandt ekstra kræfter og skar ti sekunder af tidsforskellen, så den kun var 29 sekunder da han var kommet i mål. Dario Frigo vandt således etapen foran Simoni, der fik så store vinger af at køre i løbets førertrøje, at han holdt den deciderede ekspert i tempokørsler, spanske Abraham Olano (Once), bag sig. Lørdag aften fik Gilberto Simoni nu også en gave af løbsledelsen, da den smed Fassa Bortolos Wladimir Belli ud af løbet. Italieneren slog en nærgående tilskuer i ansigtet på lørdagens 14. etape. Endnu mere paradoksalt blev det, da det viste sig, at tilskueren var en nevø til løbets førende rytter Gilberto Simoni. Med sejren er Frigo nu kun 15 sekunder efter Simoni i løbets samlede stilling. Abraham Olano er tilbage på tredjepladsen. Han er 1,16 minut efter, men med flere bjerge i vente er han uden egentlig chance for at nærme sig de to førende konkurrenter. Tyske Jan Ullrich (Telekom) havde annonceret, at han ville teste Tour de France-formen og køre efter sejren på 15. etape, men det blev der ikke noget af. Tyskeren er blevet forkølet og sluttede 7,40 minutter efter Dario Frigo. Han ønskede ikke at satse mere i regnvejret, som i øvrigt gav ulige forhold til rytterne. Således måtte en af de tidligt startende, prolog-vinderen Rik Verbrügghe (Lotto), køre hele sin enkeltstart i regnvejr, mens de senere startende fik sol og tørre veje. Mandag kører rytterne 142 kilometer fra Erbusco til Parma inden de får lov at hvile en enkelt dag. Løbet slutter i Milano den 10. juni.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her