Schalke 04 tysk pokalmester

Lyt til artiklen

Det Olympiske Stadion i Berlin eksploderede i et kongeblåt inferno af jublende Schalke 04-fans, da Ebbe Sand og resten af holdet fra Gelsenkirchen lørdag aften blev tysk pokalvinder for tredje gang i klubbens 97-årige historie med en 2-0-sejr over det undertippede mandskab fra Regionalliga-holdet 1. FC Union Berlin. Dermed fik de flere end 25.000 medrejsende fans endelig afløb for deres trang til at synge sejrssange ovenpå skuffelsen over at have tabt det tyske mesterskab til sidste år pokalvindere fra Bayern München i allersidste øjeblik. Sand anfører Da Ebbe Sand i kraft af sin rolle som anfører gik på podiet og som den første af Schalke-spillerne fik hængt den eftertragtede medalje om halsen, var sidste uges triste stemning da også for længst skudt i baggrunden. Og da forbundskansler Gerhard Schröder umiddelbart efter kunne overrække pokalen til den skadede anfører Tomasz Waldoch, nærmede lydniveauet på Olympiastadion sig smertegrænsen. Men stik imod forventning blev det midtbanespilleren Jörg Böhme og ikke Ebbe Sand eller hans angrebskollega Emile Mpenza, der blev matchvinder ved at score begge kampens mål i anden halvleg. Undervurderede Union Bundesliga-topholdets manager, Rudi Assauer, havde på forhånd sagt, at Schalke 04 ville vinde sikkert, selv om han havde stor respekt for Union Berlin, der netop er rykket op i 2. Bundesliga. Både han og holdet havde åbenbart undervurderet det tidligere DDR-hold, der gik totalt uimponeret til sagen og havde flere gode forsøg i første halvleg. Efter 24. minutter havde Union Berlins jugoslaviske angriber Harun Isa en kæmpe chance, da han ramte venstre sammenføjning langt ude fra. Schalke 04 havde derimod ikke meget at byde på, og tabte gang på gang slaget på midten imod de godt kæmpende Union Berlin-spillere. Det ringe midtbanespil betød også, at det var sparsomt med gode afleveringer til Ebbe Sand og Emile Mpenza, der havde det svært foran det Union Berlin-målet. Men efter en stor chance til Andreas Möller viste Ebbe Sand efter 35 minutter lidt af sin farlighed, da han resolut hamrede til bolden langt udefra på en dyb, lang aflevering fra Jörg Böhme. Overtag til Schalke Herefter fik Schalke løst lidt op for det nervøse spil, og mod slutningen af halvlegen fik holdet mere og mere overtaget. Alligevel var det 'Die Eisernen' fra Union Berlin, der kom bedst fra start, da dommer Hermann Albrecht fløjtede anden halvleg i gang. Efter otte minutters spil ramte jugoslaviske Bozo Durkoviv stolpen, og det fik tilskuerne til at tro på, at en overraskelse lurede om hjørnet. Jörg Böhme ville det dog anderledes, og da han efter 53 minutter scorede direkte på et frispark fra kanten af feltet, stod der Schalke på resten af kampen. Fem minutter senere vristede Emile Mpenza sig fri lige foran mål, men blev fældet. Det efterfølgende straffespark tog Jörg Böhme sig af, og han placerede sikkert bolden bag Union Berlins målmand Sven Beuckert og sikrede sig dermed titlen som folkehelt i Gelsenkirchen. Ti minutter før tid var det tæt på at lykkes for Ebbe Sand, der kampen igennem kæmpede godt inde i straffesparkfeltet, men bolden havnede i sidenettet. Union Berlin var tæt på at få reduceret et minut før tid, men måtte trods en stor aften på Olympiastadion tage til takke med en sølvmedalje og et hæderligt nederlag på 2-0 til Schalke og Ebbe Sand. Triumftog Den populære danske spiller sluttede triumftoget i Berlin med at danse til 'Zorba the Greek' foran de tusindvis af ellevilde Schalke-tilskuere, der over en time efter sidste fløjt stadig var på tribunerne. Så der er nok ingen tvivl om, at både humøret og selvtilliden stadig er i top, når den danske landsholdsangriber mandag slutter sig til resten af landsholdstruppen i Vedbæk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her