Schalke-fans fejrede heltene

Lyt til artiklen

Berlins indre by blev natten til søndag omdannet til en stor blå fest, da Schalke 04s 2-0 pokalfinalesejr over det lokale hold fra Union Berlin var en realitet. Efter at have tilbragt over halvanden time på Olympiastadion med masser af øl og hyldestsange til deres helte efter kampen, valfartede tusindvis af øldrikkende og feststemte Schalke 04-fans til området omkring forlystelseskvarteret Kurfürstendamm. På den store Breitscheidplatz havde flere restaurationer hevet deres fadølsanlæg udenfor i den sommerlune Berliner-nat, og det var populært blandt både Schalke og Union Berlin-fanskaren, der blandede sig med hinanden ved de mange borde. Trøst og øl til Union-fans Union Berlins trofaste fans, hvoraf mange til lejligheden havde iført sig røde parykker og ansigtsmaling, blev overalt mødt med smil og trøstende ord fra Schalkes fans, der tydeligvis nød at være ovenpå igen efter sidste uges nedtur. Og i stedet for den sædvanlige hån, blev de rød-hvide tabere budt på øl og tilbud om at bytte trøjer og halstørklæder. Igen og igen genlød torvet af forskellige sejrsange, der enten hyldede den danske topscorer Ebbe Sand, svinede ærkerivalerne fra Dortmund og Bayern München til, eller bare konstaterede, at det tabte mesterskab nu var glemt: 'Scheiss egal - hauptsache pokal', hvilket i en pæn oversættelse betyder noget i retning af 'Ligemeget med mesterskabet - det vigtigste er pokalen'. Den konstatering var den 29-årige Schalke 04-fan Thomas Stiefel dog ikke helt enig i. Sammen med sin kammerat Michael Sikorski var han kørt de over 600 kilometer fra Gelsenkirchen til Berlin for at se de 'kongeblå' som pokalvindere. »Jeg ville hellere have været mester. Vi har haft en super-sæson, og jeg græd, da vi tabte mesterskabet. Men det hjalp lidt at vinde pokalen. Og så er det fedt, at der er så mange Schalke-fans her. Stemningen er fantastisk, alle er glade, og vi drikker med de sympatiske Union Berlins fans, som kan være stolte af deres hold«, sagde han. Sand en fodboldgud Ebbe Sand havde ifølge Michael Sikorski spillet en god kamp, selvom han ikke kom på scoringstavlen. Den 30-årige ingeniør vurderede, at Schalke 04 aldrig var kommet så langt i denne sæson uden den danske angriber. »Ebbe Sand er den største. Han er en fodboldgud og en rigtig Schalker, fordi han arbejder så hårdt. Han giver sig altid hundrede procent - også i de kampe, hvor han ikke får scoret. Vi er glade for, at han bliver hos os indtil 2005, fordi han passer perfekt til holdet og mentaliteten i klubben«, sagde Michael Sikorski og Thomas Stiefel supplerede: »Vi vil ikke sælge ham for noget beløb i verden. Ebbe Sand er den bedste spiller i Schalke nogensinde, og det er ikke kun på grund af hans mange mål, men fordi han også arbejder godt længere tilbage på banen. Og så er han et sympatisk og roligt menneske, der ikke opfører sig anderledes, fordi han er kendt«. »Jeg vil vædde med, at hvis han dukkede op her lige om lidt, så ville man kunne tale almindeligt med ham. Sådan er det ikke med mange af de andre prima donnaer, der findes i forboldverdenen«, mente han. Klar til landsholdet Ebbe Sand dukkede dog ikke op på Kurfürstendamm, men fejrede sejren sammen med resten af holdet på dets hotel, inden turen søndag gik med tog til Gelsenkirchen, hvor hele byen tog imod de lokale helte. Herefter får Schalkes populære angriber lidt tid til at pleje tømmermændene, inden han mandag rejser videre til Danmark for at slutte sig til landsholdstruppen, der træner i Vedbæk forud for de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Tjekkiet og Malta den 2. og 6. juni.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her