Tennis: Pless i stime

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Ikke siden Kenneth Carlsen i 1994 sendte verdensranglistens daværende nr. 3, svenskeren Stefan Edberg, ud af Wimbledon, har dansk tennis oplevet et bedre Grand Slam-resultat, end da den talentfulde danske kvalifikationsspiller Kristian Pless i går i første runde af French Open eliminerede verdens nr. 15, Jan-Michael Gambill, USA. Da Carlsen slog til, foregik det på Wimbledons centre court-græs. Kristian Pless bevægede sig rundt på en noget mere beskeden og støvet grusbane 6 på Roland Garros-anlægget i Paris, da han præsterede sin karrieres foreløbig bedste resultat. Men netop denne bane er også blevet lidt af et favoritsted for den 20-årige dansker, fordi det ligeledes var her, han i sidste uge slog sig gennem kvalifikationen og ind i sin første Grand Slam-turnering. Gårsdagens triumf var den niende gevinst i træk for Kristian Pless, som i forrige uge vandt en Challenger-turnering i Skotland, og selvom han var undertippet mod den 15.-seedede Gambill, der vurderes som USAs tredjebedste spiller efter Andre Agassi og Pete Sampras, men dog ikke har grus som sit favoritunderlag, var der ingen slinger i valsen. I løbet af to timer og 24 minutter var Jan-Michael Gambill med cifrene 4-6, 6-2, 6-4, 7-5 sendt retur til omklædningsrummet. »Jeg var lidt nervøs og spændt i starten, og det kostede første sæt. Men siden havde jeg held med min taktik, som gik ud på at presse ham, få ham ud at løbe, samt med korte bolde at bringe ham til at glide rundt. Desuden både servede, flugtede og bevægede jeg mig virkelig godt og formåede ofte at komme rundt, så jeg kunne slå forhånd«. Det fortæller en glad Kristian Pless, der seks gange havde breakbolde mod sig, men kun afgav det ene serveparti, der kostede første sæt. Selv fik han ni muligheder for at bryde amerikanerens serv og udnyttede de fire. Til 2-1 og 4-1 i andet sæt, til 3-2 i tredje samt til 6-5 i fjerde sæt. Både i rene esser, 11 mod 10, og i rene vindere, 84 mod 54, var Kristian Pless i front, og i sit og kampens sidste serveparti slog han til på sin tredje matchbold. Med sejren har Kristian Pless foreløbig optjent 55 ranglistepoint i Paris, og det bringer ham formentlig 14 pladser frem fra hans nuværende position som nr. 118 til 104 i verden. »Jeg kommer i top 100, hvis jeg vinder min næste kamp«, fastslår Pless, hvis målsætning for i år er at nå blandt de 70 bedste. Og muligheden for avancement skulle være til stede, når danskeren i morgendagens anden runde konfronteres med en jævnaldrende belgier, den i USA bosiddende Xavier Malisse, ranglistens nr. 67, som for sin part indledte French Open med en sikker 6-3, 6-1, 6-1-sejr over Chiles Nicolas Massu. »Jeg har aldrig spillet mod Malisse, men jeg har trænet en del med ham og kender ham desuden fra juniortiden. Han har også spillet godt på grus på det seneste, men han er meget op og ned, og nogle dage virker det som om han overhovedet ikke er til stede i en kamp«, siger Kristian Pless, der tror på sin chance for at skabe endnu en overraskelse. »Hvis jeg server så godt, som jeg har gjort i de seneste ni kampe, bliver det i hvert fald svært at bryde mig«, som det danske stortalent siger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her