AGF tabte 0-3 til FCK

Lyt til artiklen

»Det ligner sgu et kommende mesterhold«. Bemærkningen hang overbevisende sammen med svedlugten i omklædningsrummet på Århus Stadion, hvor det absolut ikke var sine egne spillere, AGFs træner, John Stampe, hentydede til. Forud var nemlig gået en FC København-sejr så overbevisende, at man var nødt til at studere kampprogrammet en ekstra gang for at forvisse sig om, at det før denne eftermiddag virkelig var fire år siden, københavnerne senest havde vundet i Århus. For at sige det mildt kunne det nemlig ses på hjemmeholdets spillere, at nedrykningen definitivt var afværget allerede torsdag aften, og at en teoretisk chance for at nå med i Toto Cuppen ikke fik nogen til at løbe så meget som en meter ekstra. FC København leverede til gengæld en ny nydelig og taktisk disciplineret holdindsats, hvilket var mere end rigeligt til at sikre den fjerde sejr i træk og den 15. kamp på stribe uden nederlag. Selve spillet var nu ellers specielt i første halvleg en søvndyssende affære. Roy Hodgson var på grund af karantæne til Christian Lønstrup tvunget til at ændre på startopstillingen, men det betød bare, at Peter Christiansen kom ind i venstre side af midtbanen, mens Thomas Thorninger rykkede over i højre. AGF blev til gengæld allerede under opvarmningen nødt til at rokere en del rundt, da Jens Overgaard gik i stykker, men det kneb faktisk for begge mandskaber at få gang i det kreative spil. FORMSTÆRK FÆRING Eneste afbrydelser i eftermiddagsluren før pausen var således de to scoringer, Todi Jónsson satte ind, mens århusianernes midterforsvar bestående af Mads Rieper og John Jensen flagrede rundt alt for langt fra hinanden. Først fik færingen lov til at stå alene i feltet, da Sibusiso Zuma forlængede en lang bold fra Thomas Rytter, og med en teknisk selvfølgelighed, som man kun sjældent ser i Superligaen, flugtede Jónsson bolden ind bag Erik Boye. Et minut før pausen var der så igen for store huller i det centrale AGF-forsvar, og denne gang var det Thomas Thorninger, der headede gæsternes formstærke færing fri til en scoring stort set lig den første. Derudover satte FC Københavns næsten kliniske 4-4-2 opstilling sig så solidt på det tamme hjemmehold, at AGF gennem hele kampen ikke præsterede en eneste afslutning mod Thomas Myhres mål, og til sidst var der tale om legestue for FC København. Ved den tredje scoring formåede Zuma således at runde både AGFs forsvar og målmand Erik Boye hele to gange, inden han endelig trillede bolden i det tomme mål, og med lidt større effektivitet, var kampen endt med tenniscifre. »Ja, man kan vist godt sige, at AGF ikke ville os noget ondt i dag. Efter det første mål koncentrerer de sig mere om ikke at få en ordentlig øretæve end om at vende kampen«, lød vurderingen fra FCKs anfører Michael 'Mio' Nielsen, mens John Stampe i det andet omklædningsrum absolut heller ikke var tilfreds med sine spillere. DET LIGNER ET MESTERHOLD »De investerer langt fra nok i kampen. Jeg havde måske frygtet det som en naturlig reaktion ovenpå en lang overlevelseskamp, men vi kan altså godt gå meget mere til den alligevel«, sagde Stampe. Han var til gengæld klart imponeret over dagens modstander. »Ikke engang, da vi tabte 1-5 i Aalborg, har jeg set et bedre hold. Selvfølgelig kan FCK besejres, men de er utroligt godt organiseret og giver meget lidt væk. Ja, som sagt: Det ligner et dansk mesterhold.«

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her