Trætte ulve i Superligaen

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Maj har hidtil været en dårlig måned for den midtjyske ulvebestand. Søndag 29. april indtog oprykkerne fra FC Midtjylland ellers Superligaens førsteplads efter en flot 1-1 kamp i Brøndby, men siden er det - inklusive to skuffende pokalopgør - blevet til i alt fire kampe uden sejr. Samtidig er der inden aftenens afgørende topkamp i Parken mod FC København gået hele 358 minutter eller mere end tre kampe, siden midtjyderne har scoret, og det begynder mere og mere at ligne et klassisk eksempel på oprykker-gummiben. Den forklaring vil holdets midtbanedirigent Thomas Thomasberg nu ikke gå med til. »Jeg vil mere sige trætte ben. I de sidste fem uger har vi spillet dobbeltkampe i de fire, og i søndags mod Lyngby synes jeg tydeligt, at nogle af vores spillere manglede det sidste overskud til at afgøre kampen. I resten af måneden får vi heldigvis mere tid til at restituere, men jeg vil da godt indrømme, at vi er ude af guldkampen, hvis vi taber i aften«, siger den tidligere AaBer. Han er en af de få hos FC Midtjylland, der tidligere har spillet i Parken. For resten af oprykkerne bliver mødet med Parken en førstegangsoplevelse. »Men sådan var det også i Brøndby, og der var kulissen bare med til at sætte spillerne yderligere op, så jeg vil håbe på den samme effekt i Parken. Med bare et point hænger vi på i stillingen, og så må vi efter søndagens runde se, hvor meget der skal satses i de sidste tre runder«, lyder det fra Thomas Thomasberg. Midtbane-rygter I stedet for at dvæle ved de seneste 14 dage hæfter midtjydernes træner Ove Pedersen sig også mere ved det faktum, at kun en af de sidste ni superligakampe er blevet tabt. »Når fodboldspillere bliver trætte, kniber det med at omsætte chancerne til mål, og det har været vores problem i de sidste kampe. Samtidig har vi været hårdt ramt af skader i midterforsvaret, hvor Johnny Laursen, Lasse Sall og Søren Skriver alle er væk. Det betyder, at jeg i øjeblikket er nede ved fjerdevalget«, siger træneren, som i aften sandsynligvis også må undvære angriberen Mogens Laursen. Omvendt kan FC København fortsætte stabiliteten i truppen, der lige nu er i gang med en rekordserie på foreløbig 13 superligakampe uden nederlag og kan skimte medaljer. Alligevel overvejes det allerede nu, hvordan truppen kan forstærkes inden næste sæson. Carsten Fredgaard ankommer 1. juli fra Sunderland, men specielt på den centrale midtbane bliver der et hul at udfylde, efter at Ståle Solbakken endegyldigt har udelukket et comeback. Det har hele tiden været planen, at forårssæsonen skulle være anfører Michael 'Mio' Nielsens sidste for københavnerne, hvilket kun efterlader Christian Poulsen, Donatas Vencevicius og Christian Lønstrup som deciderede centrale midtbanespillere. Brian Steen Nielsen har gennem lang tid været på tale som ny mand i FC København, der uden tvivl vil se sig om efter en decideret 'general' til at styre spillet. Den tidligere FCKer Per Frandsen - i øjeblikket i Bolton - spøger også i kulissen, hvor det seneste rygte sågar sætter Byens Hold i forbindelse med verdens- og europamesteren Youri Djorkaeff. Franskmanden vil væk fra sin tyske klub Kaiserslautern, men hans nye arbejdsgiver skal nu nok sandsynligvis findes i den engelske Premier League. Aftenens kamp i Parken bliver i øvrigt i en vis grad præget af lørdagens Melodi Grand Prix. Græstæppet i nationalarenaen har nemlig ikke haft godt at være overdækket i små 14 dage, og specielt i den ende, hvor scenen befandt sig, er banen godt sumpet. Kampens afvikling er dog ikke i fare.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her