Selv om solen skinnede søndag på Herfølge Stadion, og hjemmeholdet scorede tre mål i Superligakampen mod FC København, så trækker de sorte skyer sammen over de regerende danske mestre i fodbold. Modstanderne kunne nemlig score flere mål og vinde kampen 4-3 i den underholdende indsats foran 4468 tilskuere. Dermed ligger Herfølge stadig på en af nedrykningspladserne med 24 point for 28 kampe - fire færre end AB på tredjesidstepladsen. FCK indtager derimod den øjeblikkelige andenplads i rækken med 50 point eller et færre end Brøndby. Silkeborg kan med en sejr i mandagens kamp mod AaB komme a point med københavnerne. Første halvleg var en livlig affære, hvor begge hold havde chancer, før måltavlen blev sat i sving. Herfølges Chris Hermansen sendte et hovedstød tæt forbi stolpen efter et langt indkast, mens FC Københavns Heine Fernandez ikke nåede at vende sig, så han kunne få fat i en tværbold fra Todi Jónson, der fikst driblede sig fri på baglinien. Men efter et kvarters spil sparkede Sibusiso Zuma et hjørnespark fra venstre side lige ind i hovedet på FCKs midterforsvarer Kim Madsen, der ikke blev presset midt i Herfølges felt, og han havde ikke svært ved at heade hovedstadsklubben foran. Den stilling holdt frem til seks minutter før Kim Miltons pausefløjt. Milton skulle dog først lige fløjte for straffespark til hjemmeholdet, da Todi Jónson trykkede Chris Hermansen ned på en lang aflevering fra John "Faxe" Jensen. Hermansen omsatte selv straffesparket til 1-1. Dermed nåede Herfølges topscorer op på otte sæsonmål. Og det blev signalet til en hektisk afslutning på halvlegen. Få minutter senere lå bolden igen i nettet bag FCKs målmand, Thomas Myhre. Kenneth Jensen modtog bolden midt i feltet, drejede elegant rundt om Michael Mio Nielsen og sparkede den ind fladt, og så var der jubel på det solbeskinnede Herfølge Stadion. Bare minuttet senere forstummede hjemmeholdets jubel, mens FCKs store medrejsende fanskare overtog den gode stemning. Igen var Todi Jónsons venstreben på spil. Og selv om Dan Lübbers kæmpede, det bedste han havde lært, på stregen, så kunne han ikke forhindre bolden i at hoppe i mål til pausestillingen på 2-2. Efter pausen faldt intensiteten en smule, og først da Thomas Thorninger scorede direkte på et blødt frispark langt udefra, kom der igen gang i sagerne. Thorninger løftede bolden ind i Herfølges fyldte felt, hvor den fik lov til at passere uberørt til den hoppede ind i målet til 2-3. Så ville FCKs Jacob Laursen give en hånd med til løjerne. Desværre for ham så Milton miseren, og da det foregik i FCKs felt, blev det til et nyt straffespark til Herfølge, som Hermansen igen var mand for at omsætte til sit niende sæsonmål, og 3-3. Men heller ikke den stilling holdt længe. Thorninger sendte en flad bold ud i højre side af feltet, hvor Zuma sikkert scorede fra. 3-4 blev slutresultatet, selv om Pascal Simpson havde bolden i Herfølges mål endnu en gang, men målet blev annulleret for off side.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuMest læste
-
Ud af 925.599 stemmer adskiller blot 43 nu de to kandidater
-
Selv JD Vances stol er blevet blå: Her er syv opsigtsvækkende resultater fra valgnatten
-
Få alle resultater fra midtvejsvalget
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Lincolns ord vækker genklang efter nattens forløsende valgresultat
-
I skal ikke tigge efter andres penge på mine vegne
1
2
3
4
5
6
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.