Canada tager revanche

Lyt til artiklen

Niels Rasmussen Da USA i torsdags besejrede Canada i kvartfinalen ved A-VM i ishockey har mangen en canadier sikkert haft svært ved at finde en passende grimasse. I en sportsgren, som nærmest er synonym med canadisk idræt, er det ikke ligefrem populært at tabe til naboen mod syd - især ikke, når slutspillet i NHL- ishockeyligaen i forvejen var blevet et anliggende mellem fire amerikanske klubber. Nu revancherer Canada sig. Oven i købet i basketball, en disciplin man normalt ikke forbinder med canadiske triumfer. For få år siden var den naturskønne nation med ahornblads-flaget end ikke repræsenteret på kontinentets basketballlandkort, men i 1995 blev Toronto Raptors og Vancouver Grizzlies indlemmet i den professionelle NBA-liga, og nu blander nordboerne sig pludselig i mesterskabskampen. Raptors er holdet der redder Canada ære i sportsåret 2001. Toronto-mandskabet fra Ontario-regionen har midtvejs i NBA-slutspillets anden runde taget en overraskende føring på 2-1 mod førsteseedede Philadelphia 76ers. Senest vandt Raptors en storsejr på 102-78 over 76ers natten til lørdag dansk tid, og pludselig er de deprimerende ishockeyresultater glemt - eller i det mindste skubbet lidt i baggrunden for en stund - nord for den lange, vandrette grænse mellem USA og Canada. Manden i centrum for det canadiske basketballeventyr hedder Vince Carter og er i øvrigt amerikaner. I sin blot tredje NBA-sæson er den 24-årige Raptors-forward allerede blevet et af de mest populære trækplastre i det store basketballcirkus. En fantastisk springstyrke og smidighed tillader Carter at levere ligaens flotteste dunks, og dén slags sælger billetter uanset hvor Raptors stiller op. Men Vince Carter er ikke bare en showspiller. Sin unge alder til trods besidder han et køligt overblik og et sikkert skud. I den seneste sejr over Philadelphia ramte Carter plet på hele ni af sine 13 forsøg fra bag 3-points-linien, og dermed tangerede han den eksisterende NBA-slutspilsrekord for antal point fra dén afstand. Tilsammen scorede Vince Carter 50 point i kamp 3 mod 76ers, og den unge Toronto-forwards træfsikkerhed er nøglen til samlet gevinst mod forhåndsfavoritterne fra Philadelphia. Jævnbyrdige hold Over for sig har Carter nemlig Allen Iverson, på én gang 76ers-styrmand og -pointsluger. 25-årige Iverson blev samlet ligatopscorer i NBA-grundspillet og fører tillige den tilsvarende liste for slutspilskampene. Konfrontationen mellem Vince Carter og Allen Iverson følges med spænding af basketballfans over hele Nordamerika og vil givetvist afgøre hvilket hold der går videre til Eastern Conference-finalen. Her venter vinderen af opgørene mellem Milwaukee Bucks og Charlotte Hornets. Indtil videre ser de to mandskaber fra Central Division meget jævnbyrdige ud med lutter hjemmesejre i de første tre kampe. Mest opmærksomhed er der her omkring mødet mellem de to power forwards, Glenn Big Dog Robinson fra Milwaukee og Charlottes Jamal Mashburn. Hvis Robinson formår at bremse Mashburns offensive spil er Hornets i knibe. Mens begge Eastern Conference-opgør således ser meget åbne ud, bidrager Western Conference ikke tilnærmelsesvis med den samme spænding. San Antonio Spurs og Los Angeles Lakers var på forhånd storfavoritter mod henholdsvis Dallas Mavericks og Sacramento Kings, og hidtil har Spurs og Lakers uden problemer levet op til forventningerne. Mesterholdene fra henholdsvis 1999 og 2000 mangler i skrivende stund blot en enkelt sejr i at kvalificere sig til den ventede vest-finale mod hinanden. Statsanliggender Lodtrækningen magede det således, at begge Western Conference-opgør i anden runde blev rene statsanliggender. I Texas lagde San Antonio ud med tre sejre på stribe mod Dallas, og selvom sidstnævnte natten til søndag dansk tid vandt kamp 4 med 112-108 er der næppe tale om andet end en trøstgevinst. I de første tre opgør var Spurs generelt Mavericks overlegne og vandt med tilsammen 44 point, og al sandsynlighed taler for, at San Antonio sikrer sig videre avancement mandag aften i hjemmearenaen The Alamodome. Det rent californiske møde mellem de regerende mestre, Los Angeles Lakers og Sacramento Kings har heller ikke givet anledninger til løftede øjenbryn nogetsteds. Lakers fører 3-0 samlet og kunne sikre sig den manglende fjerde sejr allerede natten til i dag dansk tid. I grundspillet havde Los Angeles-mandskabet til tider svært ved at finde rytmen, men træner Phil Jackson har øjensynligt timet sit holds form perfekt. Lakers har nu vundet de seneste 14 kampe i træk, heraf samtlige seks slutspilsopgør mod først Portland Trail Blazers og sidenhen altså Sacramento. Los Angeles-duoen Shaquille O'Neal og Kobe Bryant forekommer helt ustyrlig for tiden og har tilsammen scoret præcis 200 point i de tre indledende sejre over Kings. Ikke engang de mest fanatiske basketballfans i Sacramento tror velsagtens på, at Kings formår at vende situationen til samlet sejr. Skulle miraklet alligevel ske, vil der være tale om NBA-historie. Aldrig i ligaens 54-årige historie er det lykkedes et hold at komme fra 0-3 til 4-3.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her