Boksning: Kontroversiel afgørelse gjorde Rask til taber

Lyt til artiklen

Michael Rask fik ikke et europamesterskab med hjem fra Paris. En kontroversiel vurdering fra den italienske kampleder stoppede den danske bokser i slutningen af niende omgang og franskmanden Mamadou Thiam forsvarede succesfyldt sin EM-titel i letmellemvægt for femte gang. Nu tager den nordjyske fighter en velfortjent ferie på sin Harley. Et hårdt slag i solar plexus fik Michael Rask til at vende sig om for at tage en tælling og få lidt luft. Men på trods af mange franske træffere var Rask langtfra færdig - og opgive det gør han ikke. »Jeg ville aldrig opgive, så hellere tabe på point. Jeg blev ramt lige i solar og kunne ikke få vejret. Derfor ville jeg tage en tælling, så jeg kunne få lidt luft, og så bliver kampen stoppet. Det er tåbeligt, for jeg er slet ikke rystet og helt klar til at fortsætte, selv om jeg er bagud på point«, siger en bitter Michael Rask efter kampen. »Han fanger mig da i nogle serier, hvor jeg kommer i lidt problemer, men ellers syntes jeg ikke, at han slår så hårdt. Det var en hård kamp, men jeg følte, at jeg blev bedre og bedre og Thiam virkede meget træt«, siger Michael Rask til Ritzau. Hårdt ramt Der skulle et lucky-punch til, hvis den nordjyske fighter skulle have vundet kampen. For selv om Rask boksede den franske mester efter bogen, var det tydeligt, at Thiam ramte mere og hårdere end danskeren. Især i syvende og ottende omgang kom Rask ind i et fransk stormvejr - som Paris ikke har kunne byde på længe - men med vaklende ben holdt han sig oprejst. Måske var det den flotte opbakning, der gav Rask ekstra kræfter, for allerede under nationalsangene var den lille gruppe på 30 danskere mest højrystede. Og de 4500 tilskuere i Palais des Sports blev mere og mere stille i de første par omgange, for det var den ukendte dansker, der startede bedst, selv om de mange slag ikke gav mange træffere. Den sorte franskmand, som i statur lignede en knockout-mester, luskede lidt dovent rundt i ringens midte, uden at lade de grønne handsker hansker tale ret meget. Men de få gange han lukkede op for slagene, var det til gengæld tydeligt, at der var punch i dem. Og den nye rekordliste med 33 knockout-sejre i 36 sejre taler da også et tydeligt sprog. Derfor var taktikken fra Michael Rask, at han skulle ind og arbejde på siderne af franskmanden, støde med nogle hooks og hurtigt væk igen. Den taktik efterlevede nordjyden også i det meste af kampen. »Der er nogle gange, hvor jeg går for meget i slagsmål med ham, selv om jeg godt ved, at det er livsfarligt. Men jeg er en fighter og vil gerne ind og slås, men det var nok ikke så klogt«, siger Michael Rask, som ifølge dommersedlerne havde vundet to-tre af de første otte omgange. »Jeg ved godt, at han skulle stoppes, hvis jeg skulle vinde, men det var jeg også klar til. Jeg er helt sikker på, at han er mere træt end mig, så måske kunne jeg have stoppet ham. Men det fik jeg ikke chancen for, det er fandme bittert«, siger en ærgerlig Rask i det overbefolkede omklædningsrum. Mulig revanche Netop den tvivlsomme afgørelse vil nok blive diskuteret meget i de næste par dage. Da Michael Rask vendte sig om, var det tæt på eget hjørne og det vurderede den italienske kampleder Massimo Barrovecchio som om, at danskeren ikke ville mere. Fint nok i forhold til reglementet, men promotor Anders Vester mente, at kamplederen var for hård. »Han burde lige have tjekket Michaels tilstand, som han også kunne vælge. Havde han gjort det, havde han set en bokser, som slet ikke var færdig«, siger Anders Vester, som ikke vil udelukke en revanchekamp mod Thiam. »De har allerede tilbudt en revanche, men der er jo tit langt fra de store ord ved ringside til virkeligheden. Lad os nu se, det kan jo også være, at der dukker noget mere interessant op, Michael nyder i hvert fald fået stor respekt efter aftenens præstation. Hovedpersonen var ikke så meget for at tale om boksning. Rask følte sig meget slidt og trængte mest til en lang ferie. »Nu skal jeg have en måned, hvor jeg skal slappe helt af, for jeg har følt mig slidt den seneste tid. Det eneste jeg ved lige nu, er, at jeg skal bokse den 7. september«, siger Rask, som godt ved, hvad den nærmeste fremtid byder på. »I morgen er det op på Harleyen og sydpå. Så må vi håbe, at politiet vil acceptere, at jeg ikke kan have styrthjelm på«, siger Rask, som trods det medtagne ansigt kunne tage det bitre nederlag med godt humør.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her