Politiken torsdag: En flok glade svenske håndboldkvinder dansede jublende lykkelige rundt efter at have besejret de olympiske mestre fra Danmark med 24-23 i aftes. Og deres glæde var forståelig, for hvordan svenskerne slap fra Grænsehallerne i Kruså med en sejr i stedet for en afklapsning på 10 mål er en af den slags gåder, som sportens forunderlige verden er så rig på. Nederlaget til Sverige er på overfladen ikke væsentlig i det store billede, men alligevel blev kampen et tilbageslag for Jan Pytlick i hans bestræbelser på at genrejse det danske landshold frem mod to VM-kvalifikationskampe i denne måned mod Tjekkiet. For som opgøret mod Sverige formede sig, burde Danmark have lukket 5-10 minutter inde i anden halvleg, men da selv de største chancer blev brændt på det skammeligste, fik svenskerne igen og igen lov til at komme tilbage i en match, som de reelt ikke havde nogen chance i. Det var ikke de usædvanligt stille tilskueres skyld, at Danmark gik til bunds mod de hårdt spillende svenskere. Det var egen uformåenhed. Så hvis Pytlick endelig skal hive noget positivt ud af den trøstesløse forestilling må det være, at hans hold spillede sig frem til så mange 100 procents-chancer, som tilfældet nu en gang var. Trist var det at se fløjen Louise Pedersen stå ude i højre side og gemme sig, ærgerligt var det at se hendes kollega i den modsatte side, Line Daugaard, brænde så mange tilbud og kreperligt var det at overvære Lotte Kiærskou brænde det straffekast syv sekunder før tid, der kunne have reddet æren. Opløftende var det at se Rikke Hørlykke løfte sit spil op på et højt niveau som igangsætter og minsandten også som langskytte. Ligeledes positivt var det, at venstre backen Ditte Andersen efter at have brændt et straffekast samlede sig selv op og viste sit flotte skud med en række mål. Hvorfor hun ikke fik chancen igen efter pausen, var uforståeligt.